Den 57-årige Olga Tokarczuk er en stjerne i hjemlandet Polen. I hvert fald hos den litterært interesserede del af befolkningen. Anderledes ser det ud fra magthavernes side, eftersom forfatteren sjældent har tøver med kritik af udviklingen i Polen.
Hos det internationale publikum er Tokarczuk mest kendt for romanerne ’Rejsende’ og ’Kør din plov over de dødes knogler’. Førstnævnte bog indbragte hende i 2018 den internationale Bookerpris. Dengang skrev det engelske branchemagasin Bookseller, at Olga Tokarczuk formentlig var en af de største forfattere, engelske læsere aldrig havde hørt om. Romanen er en encyklopædisk fortælling om det moderne menneske, der hele tiden er på vej. Tokarczuk sprænger den traditionelle romanform og fortæller i et netværk, der måske bedst betragtes ovenfra – som et landkort.






