På vej ud ad døren stikker jeg mit pas i lommen. Jeg kan ikke længere følge med i, om landegrænsen mellem Danmark og Sverige er i migrationsmotiveret undtagelsestilstand, eller om der er banderelateret dynamitfrygt og dermed grænsekontrol – så better safe than sorry. Ingen tjekker imidlertid noget på Hyllie Station. End ikke min togbillet kontrolleres på turen over sundet til Malmø.
Femten minutters gang fra Centralstationen ligger Malmø Slot – engang et dansk og strategisk vigtigt fort, som i 1500-tallet blev ombygget til det, som vist nok er Nordens ældste renæssanceslot. Nu et lidt afsides liggende og lidt forkølet kollagebyggeri, som siden midten af 1800-tallet har fungeret som museum. I 1934 med ny museumsbygning, som med sin funkis-modernisme folder sig køligt og institutionelt ind i den militære logik, som findes på den lille fæstning.
Det er et mærkværdigt sted. I foyeren står en betuttet, udstoppet giraf. Her er både naturhistorisk museum, akvarium og kunstmuseum under samme tag, og sådan var det helt fra begyndelsen. I en tid, hvor videnskaberne ellers splittede de wunderkammer-samlinger, som ellers forbandt kunsten med udstoppede dyr, mineralsamlinger og andre fantastiske objekter, vedblev Malmö Museum med at præsentere disse genstande under samme tag.
Og så er der museets cafeteria, som, med sine brune paneler og en duft af plejehjem, er en tidsmaskine, der transporterer den besøgende mindst 30 år tilbage i tiden.
