Mit 2-årige barn afviser mig. Det er hverken for at lyde alt for græsk tragisk eller for Yvonne-agtig, sådan ’her har jeg båret dig i min krop i ni stive måneder ...’. Men helt ærligt: Her har jeg faktisk båret ham i min krop i ni stive sjatpissende måneder, og så foretrækker han en anden frem for mig. Sin anden mor, som rent faktisk hedder ’mor’ i hans verden, fordi jeg – i et anfald af 70’er-nostalgi og skråsikker tillid til min egen kommende uantastelige primærstatus – valgte, at jeg sagtens bare kunne være Eva. Pas på, der er en ny cool mor i byen ...
Nu har barnet lært at sige ord og sætte dem sammen og holde mine uværdigt anglende tilnærmelser på afstand med en udstrakt lille arm og en fandens assertiv håndflade: »Nej, Ivar«, eller »Stop Ivar«, eller den nyeste: »Ingen Ivar i dag«. Jeg ved godt, at det er helt almindeligt, at børn i perioder foretrækker den ene forælder. Jeg ved også godt, at det er lige præcis det, det er at være forælder: at rumme og stå der med åben usårlig favn og være et anker i den lilles verden, selv om man selv plasker følelsesmæssigt rådvild rundt på åbent hav.
