Netflix-serien ’Insatiable’ er blevet kritiseret for fatshaming.
Nu forsøger seriens skabere med en ny sæson at gøre op med kritikken.
I ’Insatiable’s sæson 2 kan man vente sig et mere seriøst fokus på bagsiden af overvægt samt på, hvilke udfordringer det medfører for den highschoolstuderende Patty Bladell, som serien drejer sig om. Det skriver The Guardian.
Seriens første sæson handler om en tidligere overvægtig pige, som kaldes ’Fatty Patty’ af sine medstuderende.
Efter en længere periode på hospitalet taber hun sig og bliver en vaskeægte skønhedsdronning, som nu vil hævne sig på alle sine tidligere mobbere. Anden sæson belyser de samme problemer med et satirisk tvist, herunder et mord.
Den satiriske serie vil belyse beauty queen-kulturen og dens absurditet, men det lykkedes ikke i første sæson.
Serien fik kun 13 procent positive anmeldelser på den amerikanske hjemmeside Rotten Tomtatoes, der bruges til anmeldelser, information og nyheder vedrørende film.
Trods stor kritik har den omfattende medieomtale måske bidraget til et stort seerantal og en ny sæson.
Selv om seriens anden sæson stadig i overvejende grad befinder sig i komediegenren, vil skaberne nu også belyse nogle af de problematikker, som seriens hovedperson står over for.
Man ser bl.a., at Patty Bladell deltager i en anonym gruppe for folk med spiseforstyrrelser.
Der er deltagere i alle størrelser, og de repræsenterer forskellige former for spiseforstyrrelse. Patty Bladell lider selv af binge eating disorder, overspisning, som man også kan se i traileren, hvor hun står foran en slikautomat og spiser flere poser chips.
Både Bladells ’fjollede’ manager, hendes bedste ven og hendes mor diskuterer vigtigheden af, at hun får hjælp til at tackle sin spiseforstyrrelse, da de mener, at det er et problem, der skal tages seriøst.
Anden sæson skulle derudover også adressere emner som race, køn, seksualitet og forskellige former for handikap. The Guardian skriver, at anden sæsons største udfordring nu er at være konsekvent sjov.
fortsæt med at læse








