Begge hendes bedstefædre kæmpede for Hitler i SS på Østfronten. Hendes far var såkaldt terroragent for det hemmelige politi i DDR, Stasi. Selv blev hun udtaget til OL som statsdopet atlet for det kommunistiske styre. Og da hun forsøgte at hoppe af, fejlopererede lægerne med vilje hendes mave, så hun ikke længere kunne dyrke sport.
Før hendes lillebror døde af kræft, bad han hende om at skrive en bog, der fortæller den store historie om DDR – det land, der forsvandt – gennem den lille familieskæbne. Det har hun, Ines Geipel, nu gjort i form af bogen ’Umkämpfte Zone - Mein Bruder, der Osten und der Hass’ (Kampzone – min bror, Øst og hadet).