1Rasmus Nikolajsen, f. 1977. Sammen med den noget ældre Lars Skinnebach, en af vores stærkeste klimadigtere. I ’Tilbage til unaturen’ (2016) hedder det: »Varmen presser overalt, som kapitalisme« og den strofe indfanger den anfægtelse, som Nikolajsen og mange andre yngre digtere og forfattere afspejler i deres bøger. Med ’unatur’ peger Nikolajsen på, at den natur ,vi færdes i, er tæmmet, styret, kontrolleret, udnyttet og medieret, som når man ser en solnedgang fra et fly eller bare kører en tur på landet. »Jeg kan ikke lade være/med at tænke på at verden/nok ville være smukkere/uden mennesker, der ville blot ikke være nogen til/ hele tiden at sige smukt«. Nikolajsen skriver stramt og præcist modsprog til tiden.
2Julie Sten-Knudsen, f. 1984. Jeg’et i ’Spor efter fugle’ (2016) har virkelig antennerne ude. Der ses, huskes, tænkes, mens forbindelserne mellem det liv, der leves med venner og partnere, hus og have og hverdagsliv, forbindes til den store natur, hvor »enkelte fugleskrig og fjern trafikstøj« skaber lydbilledet. Mennesket og naturen, som aldrig er ren natur, men den unatur, man også møder hos Rasmus Nikolajsen, er forbundne størrelser. Lavmælt økopoesi, som også rummer tvetydigt håb: »Nu er det tid til at drømme om alt der virker overdådigt/ overflødigt/«.
