»Service unavailable«
Den melding fik de første lyttere, der sad klar for at være med fra første jingle, da Radio4 ved midnat overtog sendefladen fra Radio24syv.
De, der havde klikket sig ind på den nye kanal via hjemmesiden, blev skuffede. Der skete intet, når de trykkede på ’Lyt med’.
»Radio4 bør få øgenavnet ’Den tavse radio’«, som en skuffet lytter skriver på kanalens facebookside.
Mens en anden skriver: »Hallo? ... Den virker ikke, den Radio4!?!«.
Radioen har dog siden lagt et nyt link ud, som virker. Men det har ikke været den eneste fejl til premieren.
Som en Twitter-bruger skriver efter lydproblemer i kanalens første sending, ’Nattevagten’ (et program, kanalen har arvet efter Radio24syv):
»Måske I skulle overveje ikke bare at lade en studievært passe alle knapperne og teknikken, men lade en tekniker være i studiet også«.
Kilder kom ikke igennem
Morgenfladen har været skæmmet af en strøm af tekniske problemer.
Derfor har morgennyhedsværterne Kasper Harboe og Jacob Grosen ikke kunnet gennemføre en række planlagte liveinterviews over telefonen, og programmet nåede næsten at blive en time gammelt, før det endelig lykkedes at få hul igennem til den første kilde klokken 6.52.
Da Radio4’s direktør, Anne Marie Dohm, besøgte programmet, måtte hun også dele mikrofon med en af værterne, da ikke alt udstyr i studiet virkede.
Og ifølge Eb.dk blev hun i sjov bedt om at gå ud og producere noget indhold, da radioens telefoner som nævnt ikke virkede.
Da Radio24syv gik i luften i 2010, var det i øvrigt også ledsaget af tekniske problemer.
fortsæt med at læse








