Hver lørdag eftermiddag skal sanger, musiker og sangskriver Isam Bachiri tale om religion og det at være et troende menneske på den nye Radio4, der ved midnat på torsdag overtager FM-sendetilladelsen fra Radio24 syv.
’Tro på det!’, hedder programmet, der ifølge pressematerialet handler om, hvad det vil sige at være et troende menneske, og hvordan troen bliver en relevant del af vores liv.
Isam Bachiri, der går under kunstnernavnet Isam B, var medlem af gruppen Outlandish i 20 år. I 2015 indtalte han Koranen som lydbog på dansk. I 2007 udgav Isam B et af sine største hits, en nyfortolkning af H.C. Andersens sang ’I Danmark er jeg født’.
Det vakte debat, da det tidligere i år kom frem, at den 42-årige Isam Bachiri har skrevet sangen ’Ramadan i København’ til den kommende udgave af Højskolesangbogen. En sang om ramadanen hører ikke hjemme i Højskolesangbogen, mente blandt andre Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
»Hvad skal en islamisk fundamentalist i Højskolesangbogen«, spurgte Berlingske kulturredaktør Anne Sophia Hermansen i en kommentar.
’Formidabel samtalepartner’
Ifølge programchef på Radio4, Rikke Hedman, handler det nye program »ikke om islam« men om at være et troende menneske og hvad man skal bruge troen til.
»Isam Bachiri er en formidabel samtalepartner og interviewer. Målet er at finde fælles fodfæste for mennesker, der tror. Det, der kvalificerer ham som vært på programmet er, at han både er troende og en god formidler«, siger hun.
Hver uge vil Isam Bachiri invitere en ny gæst i studiet til en samtale om religion og det at tro. Udgangspunktet for samtalerne er ifølge Radio4 et forsøg på at belyse, hvad det betyder for os, at vi enten tror på noget eller ej. Og hvordan vi bliver bedre til at forstå og respektere hinandens tro.
Ifølge Isam Bachiri findes der nemlig et overset religiøst fællesskab herhjemme »mellem alle, som tror på noget, der er større end os selv«.
»Og når vi er i stand til at interessere os for mennesker, der tænker og tror anderledes end os selv, er jeg sikker på at, vi også bliver mere rodfæstede i vores egen kultur og religion. Og forhåbentlig også mindre bange og vrede«, siger Isam Bachiri i pressemeddelelsen.
Reaktionerne på, at Isam Bachiri havde skrevet en sang til den kommende danske Højskolesangbog, er en af de oplevelser, som har ansporet ham til programmet, skriver Radio4.
»Jeg synes, der er et enormt behov for et rum, hvor vi kan tale åbent og ærligt om Gud – og det at leve som troende menneske. I virkeligheden er jeg sikker på, at vi har rigtig meget mere tilfælles, end vi umiddelbart tænker, uanset hvad vi tror på«, siger Isam Bachiri.
I det første program, der bliver sendt lørdag eftermiddag, har Isam Bachiri besøg af tidligere radiovært, Hans Otto Bisgaard, der har været mentor for sangeren i mange år. I programmet taler de blandt andet om tabet af Isams Bacharis ven og Hans Otto Bisgaards søn, Jeppe Bisgaard, der døde forrige sommer, 47 år gammel.
Radio4 overtager 1. november FM-sendetilladelsen fra Radio24syv. Bag Radio4 står et selskab, som er ejet af ni regionale mediehuse, nemlig Bornholms Tidende, Flensborg Avis, Jysk Fynske Medier Lolland-Falsters Folketidende, Mediehuset Herning Folkeblad, Nordjyske Medier, Sjællandske Medier, Skive Folkeblad og Radio ABC.


























