HENRIK PALLE OM MUSICAL: Sweeney Todd. Premiere på Det Kgl. Teater, Operaen, 23. nov.
Hvis nogle tænker på Alexandre Dumas den ældres historie om ’Greven af Monte Cristo’, når de hører handlingen i Stephen Sondheims modernistiske musical ’Sweeney Todd’ refereret, er det forståeligt. Den fortæller nemlig om en stræbsom barber i victoriatidens London, som uforskyldt forvises til Australien af en styg dommer, som ikke ser sig for god til at smide slæberne ind hos Todds smukke hustru, når nu ægtemanden er af vejen. Men så kommer bartskæreren tilbage, og så er der ellers sat vand over til løjer og langkål af den mere makabre slags. Sondheim skrev forestillingen med librettisten Hugh Wheeler i 1979, baseret på et teaterstykke, der igen tog udgangspunkt i elementer fra de sene 1800-års trivialfiktion, de såkaldte penny dreadfuls, og så er forbindelsen til Dumas jo knyttet, idet han også var føljetonforfatter. Det er en af Stephen Sondheims mest avancerede og musikalsk fuldbårne musicals, og den henter sin musikalske inspiration hos såvel Prokofjev og Ravel som filmkomponisten Bernard Hermann. Den bruger ledemotiver og melodiske omvendinger og regnes af nogle for en opera. Derfor opføres den i København i Operaen, og partiernes synges af operasangere.
SIMON LUND OM BEAT: Leonard Cohen: Thanks for the Dance. Nyt album ude 22. nov.
Inden han døde i 2016, indspillede Leonard Cohen en række sange sammen med sin søn Adam Cohen. I samme ånd som hans sidste album, ’You Want It Darker’, foregik det hjemme i stuen, hvor den døende Cohen til sidst mest opholdt sig. Det var færdige tekster om livet i en døende mands bakspejl, men kun skitser til sange, som Adam Cohen syv måneder efter faderens død sad med ude i sin garage. Han besluttede at række ud efter folk som den spanske lutspiller Javier Mas, sangerinden Leslie Feist, produceren Daniel Lanois og det jødiske kor The Shaar Hashomayim, der alle hjalp til med at gøre Leonard Cohens 15. album færdigt.








