Kontrasterne kunne ikke være større.
Mormor og jeg suser hurtigt under jorden. Metrokupeen er stopfuld af menneskelarm, mobilaktivitet og en mindre børnehaveklasse, der er på tur. Min mormor henvender sig til det ældre segment, er gråtonet og udstyret med tre hjul for at hjælpe på bevægeligheden. Jeg sidder selv i min farverige patchworkdynejakke fra Ralph Lauren – et kompensationsudstyrsstykke af rang.
Jeg tænder for mormor. Om lidt skal vi af ved Kongens Nytorv. En stor sort mand står foran mig. Jeg forsøger at prikke ham på ryggen. Jeg forsøger at give ham tegn til, at mormor og jeg skal ud næste gang. Pludselig lægger en ældre dame sig imellem os og begynder at belære manden om, at vi altså skal af næste gang, mormor og jeg. Et febrilsk smil breder sig på mit ansigt. Vi triller hurtigt ud af kupeen, da de hvide døre åbnes.
Vi standser først ved elevatoren. En velkendt blanding af opgivende og skamfulde blikke mødes os. Nogle rykker sig. Andre står demonstrativt fast rundt om glasfacaden på elevatoren. Jeg tænker altid over, hvor mange af dem der mon har et handikap, som er usynligt. Jeg kører ind i elevatoren på mormor, der i virkeligheden er en sølvgrå trehjulet elscooter.
Elevatoren bliver hurtigt tætpakket. Mange af disse mennesker må jo være dovne, siden de higer efter at spare de 10 sekunder, de får forærende i elevatoren. I et splitsekund bliver jeg arrig, så kommer jeg i tanke om, hvor alt for stærkt jeg selv kører over fodgængerfeltet, når jeg krydser det ved Kongens Nytorv i retning mod Nyhavn. Hykleri er aldrig rart.
Da jeg runder svinget ind på Bredgade, kan jeg se i sidespejlet, at jeg er i gang med at blive overhalet af en rigtig mormor på en damecykel med elmotor. Jeg hader det. Min mandighed lider et lille knæk ved hver overhaling. Den ældre kvinde drøner forbi mig. Nu kommer også en ældre mand og vil overhale mig.
Jeg sukker og gøre mig klar til at svinge til højre mod Amalienborg. Nu begynder brostenene under mine hjul. De ryster. Jeg hader brosten. Jeg ligner altid en, der er i gang med at få et moderat epileptisk anfald, når jeg kører på dem.
På Slotspladsen bliver jeg mødt af en hær af japanske turister, der er i gang med det helt store selfieorgie. Jeg prøver at siksakke imellem dem for ikke at ødelægge deres helt eget Kodak-øjeblik. Langt de fleste har jo brugt formuer på at komme til København, så noget i min bevidsthed vil helst undgå, at en rystende epileptiker bliver en del af forevigelsen.
Der er mange turister i dag – så mange, at jeg må stoppe op. Der står en stor gruppe kinesere, der er i gang med at forevige sig selv ved Rytterstatuen. Efter nogen tid begynder de at kigge skævt til mig. Noget i mig siger, at mit eget koreanske udseende gør, at de tror, jeg selv er turist og meget arrogant, da jeg ikke er i gang med at tage selfies. Ubevidst flår jeg min mobil op af lommen og tager en selfie. Jeg vil nødig være udenfor og uforskammet.
Jeg siksakker videre i menneskemængden og skynder mig væk, så hurtigt jeg kan. Jeg skal jo nå på arbejde inden klokken 9.
fortsæt med at læse
Kender du det, når man bliver forelsket i sidemandens frokost i S-toget?
-
Frederiksbergs originaler: Kender du Råbedamen, Inder-Jesus og Den Voldelige Antikvar?
-
Københavner: »Når man læser sådan noget, får ens indre rebel lyst til at drikke molotovcocktail som fyraftensbajer i ren og skær frustration«
-
Klumme: Noget i mig siger, at de kinesiske turister tror, at jeg selv er turist og en meget arrogant en
