Det eksklusive spanske modehus Loewe har måttet trække dele af deres nyeste kollektion tilbage, da kritikere mener, at det minder om fangedragterne fra kz-lejrene, skriver CNN.
Der er tale om et sæt med en jakke og et par bukser med vertikale sort-hvide striber. På brystet af jakken er der placeret en sort lap i læder.
»Vi er blevet gjort opmærksom på, at dele af vores kollektion (...) kan blive misforstået og ses som en reference til en af de værste øjeblikke i verdenshistorien«, skrev modehuset Loewe blandt andet på sin instagramkonto.
»Det var så absolut aldrig vores intention, og vi undskylder over for alle, der må have følt, at vi var ufølsomme. Sættet er nu ikke længere at finde i vores kommercielle udbud«.
Sættet blev sat i salg 14. november. Kollektionen er ifølge Loewe inspireret af den britiske keramiker William De Morgan fra det 19. århundrede. Dele fra kollektionen sælges for op mod 34.000 kroner.
En, to ... mange
Loewe er blot et modehus blandt mange, der har prøvet at ende i stormvejr i forbindelse med deres designs.
Tøjmærket Zara måtte også udsende en offentlig undskyldning i 2014, efter at de havde sat en stribet trøje med en guldstjerne på brystet i salg. Her mente kritikere også, at der var for stor en lighed med kz-uniformerne til, at det kunne gå ubemærket hen.
Zara forklarede, at designet var inspireret af sherifstjernen fra gamle westernfilm, men at man lyttede til kritikken og valgte at trække trøjen tilbage.
Skomærket Nike endte også i problemer, da de i forbindelse med USA’s uafhængighedsdag i år udgav Air Max 1 Quick Strike Fourth of July, som modellen hedder.
Skoene nåede ikke at være i salg længe, før NFL-stjernen Colin Kaepernick klagede til Nike, fordi skoen er designet med en gammel udgave af det amerikanske flag, der kan forbindes med USA’s slavefortid.
Nike undskyldte, og kort efter var modellen fjernet fra butikkerne.
Adidas måtte også trække sin Ultraboost Uncaged-linje tilbage på grund af massiv kritik. Skoserien var designet til at hylde sort kultur, men bestod af et par utroligt hvide sko.
fortsæt med at læse







