For nylig kunne man på P1 høre Søren Ulrik Thomsen gøre sig til talsmand for det synspunkt, at hvis man er til et politisk møde og med faner og fakler og sange og pludselig synes, at taleren er fantastisk, så skal man gå hjem. Det er hårdt sat op, og jeg kan kun være enig med Søren Ulrik Thomsen i, at det er farligt at lade sig forføre af sine følelser, og alle politiske bevægelser må jo munde ud i en form for kedelig realpolitik, som der ikke nødvendigvis er meget schwung over.

Alligevel synes jeg, det lyder forkert at ville adskille følelser og politik på den måde, der lægges op til, og man kunne lige så godt gå den anden vej. Hvordan kan vi i Danmark være så totalt følelsesløse, som vi er i øjeblikket? Hvordan har vi i årevis kunnet se på, at vores velfærdsstat er blevet afmonteret stykke for stykke, uden at blive vrede, sure, gale i skralden? Hvordan har vi kunnet komme igennem skandalerne i Skat uden daglige fakkeltog fra Gedser til Skagen? Hvorfor finder vi os i det? I at blive holdt for nar?