Vi begynder på en københavnsk restaurant, hvor gæsterne hygger sig med samtaler over bordene. Den første replik er fra en kvinde, der taler om en anden restaurant: »Den kunne jeg vildt godt tænke mig at komme ind på. Den har fået megagode anmeldelser«.
Kunne det næsten blive mere middelklassedansk end det? At være på restaurant og diskutere, hvor man skal spise næste gang. Så er ens problemer ikke alt for store. Det er ren biedermeier. Langt væk fra »tumlepladsen for det onde« for at citere den østrigske dramatiker Franz Grillparzer. Ved et andet bord taler to veninder om deres seneste dates, mens en far lytter til sin søn, der forklarer, at han er droppet ud af skolen for at spille i et band. Faderen virker kun lidt bekymret, nærmest for sjov, for i et land som Danmark skal det vel nok gå alligevel. Det her er dansk fællesskab anno 2020 med ’velfærdsschmertz’, der er til at holde ud.
