Et levende laboratorium for Toyotas mobilitetsteknologi. Sådan beskriver automobilgiganten Toyota en ny bydel, hvor 2.000 beboere skal leve sammen med og teste de mest avancerede elektriske hjælpemidler, som endnu blot er på forskningsstadiet.
Toyota har fået Bjarke Ingels’ tegnestue, BIG, til at tegne den ny bydel for sig på deres gamle testområde i Higashi Fuji for foden af det hellige bjerg Fuji. Bydelen vil fylde 71 hektar eller knap 710.000 m2 og udgøres af et væv af forskellige typer gader omkring et stort indre torv. Nogle gader er kun for gående.








