0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eva Eistrup: »Aldringsskammen findes, og vi ved det. Bare se på stakkels Frederik Fetterlein i de der busreklamer

Jeg orker ikke både at miste min ungdoms skønhed dag for dag og indse, at jeg er et menneske, der ikke er i stand til at hæve mig over det og være bedre, skriver Eva Eistrup i denne klumme.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis man er et forfængeligt menneske, består en stor del af den forfængelighed i ikke at lade andre mennesker vide, hvor forfængelig man er. ​​​​​​

Ja, ha ha, jeg kan da godt se jer, dybe ansigtsfurer fra nowhere, som giver mig resting bitch face, hvis ikke jeg som en anden Ole Henriksen spænder kronisk muntert op i ansigtsmuskulaturen. Også velkommen til blålige øjenrande.

Men før I slår jer permanent ned, skal I bare lige vide, at I ingenting betyder i min overordnede selvfortælling. Af den simple grund, at jeg simpelthen ikke orker både at miste min ungdoms skønhed dag for dag og indse, at jeg er et menneske, der ikke er i stand til at hæve mig over det. Ikke evner at være større og dybere og bedre.

Hej, jeg hedder Eva, og jeg er en selvdømmer. Jeg objektiviserer mig selv med alle skønhedsidealernes kraft og magt, selv om min dybeste længsel (næstefter at være den flotteste i hele verden for evigt selvfølgelig) er ikke at være til bedømmelse. Jeg vil være fri og ikke bare fri fra aldershadet i mig og omkring mig, men sådan helt fri, som dem, der slet ikke overvejer, om de godt må have lov til at blive gamle. ​

Jeg forestiller mig for eksempel ikke, at vores næsepudsende dronning mister mange nætters søvn over en rygerrynke eller to

Det ’at have alder’ er i ønskefantasien ofte forbundet med et psykisk overskud, en form for ro og værdig egoløshed, som er højt hævet over ungdommens selvcentrering. Og der er selvfølgelig nogle, som kan finde ud af det. Kvinder, som lykkes med at blive ældre ved simpelthen bare at … ja, du ved, blive det, og som ikke har behov for at skrive klummer om det eller bøger om, hvor lækker menopausen er, eller hvordan livet pludselig skal mærkes og leves ekstra meget.

Jeg forestiller mig for eksempel ikke, at vores næsepudsende dronning mister mange nætters søvn over en rygerrynke eller to – selv om det selvfølgelig også hjælper på selvfølelsen at være indhyllet i dueblå silke og monarki.

Men aldringsskammen findes, og vi ved det.

Botox og restylane

Bare se på stakkels Frederik Fetterlein i de der busreklamer for alverdens botox og restylane. Bare se på plastikkirurgireklamerne i mit facebookfeed, der begyndte, den dag jeg fyldte 30, og bare tager til i styrke for hvert år. Læg mærke til den der rituelle performance af selvaccept, som kendetegner eksistens- og damebladsinterviews med kendte voksne damer, som hviler på en gennemtabuiseret og uudtalt præmis om, at alder er en stor unævnelig lort, der skal bides lidt i hver dag, men at det bliver lidt bedre, hvis vi sammen bare siger det modsatte og lader, som om det er det hele værd, fordi ’Fyrre, fit og fabulous’ eller ’Jeg har endelig fundet hjem i mig selv’.

Det er ikke så længe siden, at min gamle flotte far kom på besøg. Han kom med toget fra Aarhus og var spadseret op ad Istedgade til min lejlighed. Han trådte ind ad døren og så tænksomt på mig. »Nu er det sket, pige,« sagde han. »Kvinder ser ikke længere på mig, altså på den samme måde«. Min far er 76 år gammel.

Der var ikke mange empatitårer at vride ud af mig lige der på stedet. Det er da ikke, fordi jeg ikke under ham, at hans skønhed har været en livslang superkraft. Det er bare det, at min egen føles som en alt for tidligt indstillet bombe. Jeg orkede ikke at dele, at opmærksomheden peakede, da jeg var teenager. På et tidspunkt, hvor den ofte kun gjorde mig forlegen eller utryg.

Den enkeltes ansvar

Et lige dele oprigtigt og bittert namaste til jer, der kan undgå at tage den skrigende uretfærdighed i, hvordan mænd og kvinder har lov at blive gamle, personligt. Og sorry but not sorry, hvis du ikke føler dig inkluderet i det her nedturs-vi, men vores fundamentale skam over at blive ældre kaster hver dag sin forlorne skygge over vores postulerede selvaccept.

Alligevel anerkender jeg, at der påhviler den enkelte et ansvar for ikke at bukke under for aldersfascismen og om ikke andet holde fuckfingeren spændstig og trodsen veltrænet

Som Susan Sontag formulerer det i et legendarisk interview i Rolling Stone i 1979:

»De værdier, vi associerer med ungdom og med maskulinitet, opfattes som den menneskelige norm, og alt andet ses som mindre vigtigt eller underordnet. Gamle mennesker har en stærk følelse af underlegenhed. De er flove over at være gamle«.

Alligevel anerkender jeg, at der påhviler den enkelte et ansvar for ikke at bukke under for aldersfascismen og om ikke andet holde fuckfingeren spændstig og trodsen veltrænet.

Måske er det netop i tabet, at man kan (og jo for fanden er tvunget til) at finde en slags ro og styrke? Vi bliver ældre i den her verden, alle-fucking-sammen, om vi kan lide det eller ej. Og om verden kan lide det eller ej. Men bare verden kunne lide det lidt bedre.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts