De havde ikke selv fået det store gennembrud, de to kvindelige komikere, så da de blev budt på en godnatdrink med den kendte komiker Louis CK på hans hotel, slog de til. Men pludselig begyndte han at onanere foran dem.
The New York Times’ beskrivelse i 2017 af Louis CK’s krænkende adfærd stod ikke alene. I alt fem kvinder kunne fortælle, hvordan komikeren ikke bare i sine jokes havde dyrket temaet onani, men at han også ude i virkeligheden blottede sig og tromlede sin lyst til at onanere igennem i overværelse af kvinder, som følte deres grænser overskredet. Louis CK nægtede at udtale sig til avisen, og i et efterår med #MeToo på dagsordenen førte sagen til komikerens fald fra tinderne. Han trak sig fra rampelyset, og der kunne hans karriere være død.








