Ingen i dag gider indgå i en massebetegnelse og være almindelige. Alle vil være unikke. Men hvorfor skulle vi overhovedet have bøger og film, hvis de ikke netop forsøgte at iscenesætte noget alment, spørger Katrine Marie Guldager i denne uges klumme, hvor hun hylder almindeligheden.

Katrine Marie Guldager: Hvad med at stå ved, at vi er almindelige?

Foto: Les Kaner
Foto: Les Kaner
Lyt til artiklen

Kort før nytår blev jeg bedt om at være spåkone. Hvordan vil vi her i 20’erne se tilbage på 10’erne? Hvilke ting lægger vi bag os, og hvad vil fremtiden bringe? En af de ting, jeg sagde, var nok noget, jeg i virkeligheden går og håber. For jeg håber sådan, at fællesskabet snart får en revival i dette land. Helt siden Anders Fogh kom til, har fællesskabet lidt under, at vi tror, at vi kan klare alting selv, at vi selv er skyld i alting, og i øvrigt: Hvis de andre snyder, gør jeg også.​​​

Hvem gider være den eneste lovlydige borger, der overholder færdselsreglerne, når ingen andre gør? Hvem gider altid være den, der tager kaffe og kage med til grundejerforeningsmøderne, når ingen andre gør? Nej, vel? Egoisme smitter. Hvis andre ikke gider tænke på mig, gider jeg ikke tænke på dem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her