Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Designeren Annie Atkins har fremstillet falske kærlighedsbreve, dødsdomme, telegrammer og andre rekvisitter til film som Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’ og Todd Phillips ’Joker’. Nu løfter hun sløret for sine metoder i en ny bog.

Ny bog fortæller om alle de detaljer, du helst ikke skal lægge mærke til i store Hollywood-film

Annie Atkins’ arbejde består både i at indsamle historiske genstande, såsom pas, brevpapir og dagbøger, og designe visuelle udtryk til fiktive verdener og samfund. Foto: Flora Fricker/phaidon
Annie Atkins’ arbejde består både i at indsamle historiske genstande, såsom pas, brevpapir og dagbøger, og designe visuelle udtryk til fiktive verdener og samfund. Foto: Flora Fricker/phaidon
Lyt til artiklen

Paplåg til engelske mælkeflasker, billetter til Royal Opera House i Kairo og Hoboken Cinema i New Jersey, en håndskreven poesibog fra mellemkrigstidens Tyskland, poststempler, tændstikker, kaffeplettede postkort og skilte til et abebur i en zoologisk have.

Det lyder måske som historiske artefakter fra et museum, men i dette tilfælde er der tale om rekvisitter fundet og fremstillet til film med historiske eller fiktive universer af den grafiske designer Annie Atkins, der er bosat i Dublin.

Gennem årene har hun fremstillet falske kærlighedsbreve, telegrammer og andre rekvisitter til store film som Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, Steven Spielbergs ’Spionernes bro’ og Todd Phillips ’Joker’.

Nu bliver hendes æstetiske og omhyggeligt detaljerede arbejde beskrevet i en ny bog, ’Fake Love Letters, Forged Telegrams & Prison Escape Maps – Designing Graphic Props for Filmmaking’, der udkommer i denne måned, skriver The Guardian.

Bogen er både en form for udstillingsvindue for hendes arbejde, en kærlighedserklæring til magien ved at fremstille filmuniverser ned i mindste detalje og en introduktion til håndværket med opskrifter. Man kan for eksempel finde opskriften på at få papir til at se gammelt ud (og til det skal man bruge blandt andet te, balsamico og kaliumpermanganat).

Overordnet set består Atkins’ arbejde i både at indsamle historiske genstande, såsom pas, brevpapir og dagbøger, og designe visuelle udtryk til fiktive verdener og samfund.

Til filmen ’The Grand Budapest Hotel’ fremstillede hun for eksempel hele det visuelle udtryk til det fiktive land i filmen: flag, våbenskjold, pengesedler, frimærker, politirapporter og aviser.

Selv om det kan være et omfattende arbejde, mener Atkins ikke, at det bør være noget, publikum lægger særligt mærke til:

»Måske 90 pct. af det, jeg laver, hører til i baggrunden. Hvis publikum fokuserer for meget på rekvisitterne, er det, fordi vi ikke har udført vores arbejde godt nok«, skriver hun på sin hjemmeside og citerer rekvisitøren Robin Miller.

Annie Atkins brød oprindelig igennem i Irland, hvor hun lavede falske dødsdomme og tårevædede kærlighedsbreve til tredje sæson af tv-serien ’The Tudors,’ der foregår i det 16. århundreds England.

I 2020 kan man opleve Atkins’ arbejde i Steven Spielbergs nye udgave af ’West Side Story’ og i Wes Andersons kommende film ’The French Dispatch’.

Ida Herskind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her