Det er ikke sådan, at der aldrig har været milde vintre før. Faktisk er det normen, at de meget kolde og de meget varme vintre kommer lidt i klumper. Gennemsnitsvinteren har lidt af begge dele. Vi kan godt få en kold vinter næste år. Vi kan eventuelt også få isvinter, siger John Cappelen. Men bag det hele »ligger der et signal om, at vi nok er i gang med at rykke ved en naturlig balance«, siger han. De seneste 30 år er der eksempelvis sat en lang række varmerekorder i Danmark. Ikke en eneste kulderekord.
»Jeg husker meget tydeligt den sidste isvinter i 1995-1996. Da stod jeg over en længere periode på skøjter på Gentofte Sø. Jeg kan også tydeligt huske dem før det, det var i 1980’erne, hvor vi havde en række isvintre, og jeg havde en Citroën 2CV, hvor varmeapparatet kunne sættes på koldt og iskoldt, og hvor jeg skrabede is af indersiden af ruderne«, siger han.
Dengang var en isvinter defineret ved, at statens tre isbrydere, ’Isbjørn’, ’Thorbjørn’ og ’Danbjørn’, måtte starte motorerne for at holde bælterne isfri. Nu er de tre isbrydere solgt. De blev alligevel ikke rigtig brugt. De to ligger og ruster op i Hals, den tredje i Svendborg. Som afdankede fodboldspillere uden klub.
Så husk talrækken her:
