Fotograf Martin Bubandt var på sin 16-års fødselsdag til sin fars begravelse. Efter 10 års sygdom var faren død af kræft. På dagen for det sidste farvel sad Martin Bubandt i den lokale kirke i Nordsjælland, men spillede også rundbold, spiste boller med smør og fejrede fødselsdag.
Tabet af sin far og begravelsesdagens store modsætninger behandler fotografen nu i en ny soloudstilling ’From My Father’, der åbner i næste uge. Her har Bubandt blandt andet »ud fra falmede papirbilleder« rekonstrueret blomsterne fra sin fars grav. Også familiens sidste ferie til Sverige inden farens død har fotografen skabt værker ud fra i udstillingen.








