Musik
Frédéric Chopin, The Beatles, Elton John m.m.
»Jeg elsker klassisk musik af komponister som Frédéric Chopin og Sergej Prokofiev. Det beroliger mig og sætter min hjerne lidt på pause. Dog er The Beatles, Elton John og Queen fedt at blande med det klassiske. De er så fede på hver deres måde. Ud over at det bare er god musik, giver det mig en slags energi til at træde ekstra godt til i pedalerne på min cykel«.
Teater
’Velkommen til Pandora’
»Nu danser jeg jo til daglig på et teater, men senest, jeg var inde at se noget andet end ballet, var på Teater Republique, hvor jeg så ’Velkommen’ til Pandora’ for anden gang i januar måned. Det er den fedeste forestilling. Emma Sehested Høeg er så talentfuld. Hun omfavner hele sit publikum med sin ufattelig gode humor, fantastiske stemme, og hun er så meget til stede hele vejen igennem. Helt klart en forestilling, der er værd at gå ind at se«.
Bøger
’Alting sker på en gang – et år med Pilou Asbæk’
»Jeg er ikke den store læsehest til daglig, og af den grund hører jeg oftest podcasts, men i nogle tilfælde lydbøger. Den seneste lydbog, jeg lyttede til, er ’Alting sker på en gang – et år med Pilou Asbæk’. Den var virkelig god og gav et godt indblik i talentfulde Asbæks hårde arbejdsliv og baggrund«.
TV
’Paradise Hotel’, ’Forsidefruer’ og ’Ex on the Beach’
»Uha, det er svært at vælge en enkelt ting, for jeg elsker tv, og jeg er den største tv-narkoman. Jeg ved ikke noget bedre end at komme hjem, smide tøjet og slå mig ned i sofaen. Jeg ser simpelthen så meget i den glokasse, at jeg ikke lige kan komme på et enkelt program, der har gjort indtryk. Men jeg er dog en sucker for reality-tv – om jeg vil stå ved det eller ej. ’Paradise Hotel’, ’Forsidefruer’, ’Ex on the Beach’, you name it. Grunden til, at jeg ser det, er måske, at jeg finder det så utrolig beroligende. At man sætter hjernen på pause og bare slapper af«.
Tv-serier
’Sommerdahl’
»Lige nu følger jeg med i den nye serie ’Sommerdahl’ på TV 2 Charlie. Det en okay serie, og nu giver jeg den lige en chance«.
Radio og podcast
’Mads og monopolet’ og ’Curlingklubben’
»Jeg elsker både at lytte til ’Mads og Monopolet’ på P4 og ’Curlingklubben’ på P3. Jeg hader at være alene, og derfor sætter jeg tit en podcast på, så jeg ikke lægger mærke til det. ’Mads og monopolet’ er for det første et pissefedt koncept, synes jeg, og de medvirkende er sjove og kloge. Ud over det er det også fedt at kunne danne sine egne holdninger til de forskellige dilemmaer. ’Curlingklubben’ med Christian Bonde og Maria Fantino er bare skideskønt ! Jeg elsker deres humor og de fleste af deres indslag. Dem gad jeg godt være venner med«.
fortsæt med at læse







