Lauren Greenfield er blevet verdenskendt for sine skildringer af rigdom og ungdom i en epoke, hvor man ligefrem kunne tale om en ’generation wealth’. Det har hun gjort som fotograf og filmskaber med et blik, der både er dokumentarisk og så skarpt æstetisk iscenesat, at de største kunstmuseer og de vigtigste filmfestivaler har været lige begejstrede for projekter som ’Generation Wealth’, ’Girl Culture’, ’Beauty CULTure’ og ’kids + money’.
Også i sin seneste film ’The Kingmaker’ stiller hun skarpt på rigdom og kvindekøn, men i en noget anden kontekst. ’The Kingmaker’ er et portræt af Imelda Marcos. Filippinernes tidligere førstedame, der sammen med sin mand Ferdinand Marcos regerede det store ørige med hård hånd i 21 år, indtil det stenrige og magtfuldkomne par i 1986 blev smidt på porten af en revolution. De nåede at rage så mange penge sig, at de efter at have ’skummet’ anslået 10 milliarder dollar fra den filippinske økonomi, stadig har en uofficiel rekord på dette område.








