Selv om skuespillerne i de mange populære sygehusdramaer bare leger, at de er læger, er udstyret, de bruger, ofte ægte. Derfor donerer flere tv-serier nu værnemidler til sundhedssektorerne i USA og England.

Fra 'Greys hvide verden' til 'The Good Doctor': Tv-rekvisitter bruges i kampen mod corona

'Greys hvide verden' handler om kirurgerne på et amerikansk hospital. De har derfor masser af masker, kitler, handsker og andre værnemidler, som de nu donerer til sundhedsmyndighederne. Foto: Disney ABC
'Greys hvide verden' handler om kirurgerne på et amerikansk hospital. De har derfor masser af masker, kitler, handsker og andre værnemidler, som de nu donerer til sundhedsmyndighederne. Foto: Disney ABC
Lyt til artiklen

Det er kun en leg, når læger i tv-serier som ’Greys hvide verden’, ’Casualty’ eller ’New Amsterdam’ helbreder andre skuespillere og statister for deres falske sygdomme.

Men det er ikke ensbetydende med, at de rekvisitter, som lægerne bruger i serierne, ikke kan gøre en forskel i den virkelige verden. Rekvisitterne er nemlig typisk ægte.

Tv-stationen BBC har derfor valgt at donere de værnemidler, der har fungeret som rekvisitter i serierne ’Casualty’ og ’Holby City’, til den britiske sundhedsmyndighed NHS. Begge serier har alligevel indstillet alle optagelser, og man lå inde med beskyttelsesudstyr som masker, kitler og visirer, der mangler i kampen mod covid-19, fortalte den britiske sundhedsminister for nylig.

Seriernes producer, Simon Harper, siger til BBC, at serierne jo netop handler om at fejre NHS’ arbejde.

»Derfor er vi også bare glade for at kunne gøre, hvad vi kan, og hjælpe de virkelige, modige og altruistiske læger og sygeplejersker«, siger han.

300 masker til den lokale brandstation

Det er ikke kun i Storbritannien, at tv-lægerne giver udstyr videre til deres kolleger i den virkelige verden.

Også i USA er de fleste af de rekvisitter, der bruges i serier som ’Greys hvide verden’, ’New Amsterdam’, ’The Good Doctor’ og ’The Resident’, faktisk helt ægte. Og udstyret er nu ved at blive givet videre til myndighederne.

»På serien ’Station 19’ er det så heldigt, at vi havde omkring 300 masker, som vi har doneret til vores lokale brandstation«, siger producent Krista Vernoff til Vulture.

»Vi er alle overvældet af taknemmelighed for det arbejde, som vores sundhedspersonale udfører i denne virkelig svære tid«, fortsætter hun.

Hospitalet i ’New Amsterdam’ er inspireret af New York-hospitalet Bellevue Hospital og har doneret »en halv fyldt lastbil« med værnemidler, skriver Deadline. Her er man også personligt ramt af virussen, da Daniel Dae Kim – en af seriens skuespillere – er testet positiv for corona.

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her