Producentforeningen kritiserer DR og TV 2 for at lade de private producenter i stikken under coronakrisen. Vi forsøger at være fair, siger DR.

Tv-producenter langer hårdt ud efter DR og TV 2: Selv 'onde' Netflix hjælper os mere

Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen, opfordrer DR til at dække de omkostninger, produktionsselskaberne har til DR-programmer, selv om deres produktioner nu ligger stille eller ikke kan gå i gang på grund af coronakrisen. Også TV 2 bør række en hånd ud, mener han. Arkivfoto Martin Lehmann
Jørgen Ramskov, direktør i Producentforeningen, opfordrer DR til at dække de omkostninger, produktionsselskaberne har til DR-programmer, selv om deres produktioner nu ligger stille eller ikke kan gå i gang på grund af coronakrisen. Også TV 2 bør række en hånd ud, mener han. Arkivfoto Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Mens store aktører som Netflix forsøger at hjælpe de danske producenter, der må sætte tv-produktioner på pause og risikerer at gå ned på grund af coronakrisen, har DR og TV 2 ifølge Producentforeningen smækket kassen i.

»Selv ’onde’ Netflix er parat til at fremrykke betaling, lave hjælpepakker og betale for produktioner, der ligger stille«, lyder det fra direktør i Producentforeningen Jørgen Ramskov.

»Vi kan forstå, at kommercielle stationer, hvis annoncer dykker, kan have svært ved at hjælpe. Men DR er ikke på samme måde økonomisk påvirket af coronakrisen. De har faste indtægter. Og DR har jo selv udskudt alle interne produktioner. Men de siger til produktionsselskaberne, at det er deres egen beslutning at indstille produktionerne, og at det derfor også er deres egne omkostninger«.

Producentforeningen opfordrer DR til at dække de omkostninger, produktionsselskaberne har til DR-programmer, selv om deres produktioner nu ligger stille eller ikke kan gå i gang. Som minimum bør DR fremrykke betalingerne for de programmer, der er i gang og aftalt, så DR er med til at hjælpe produktionsselskabernes likviditet – altså deres mulighed for at betale løn til ansatte og andre udgifter.

Producentforeningen har en række eksempler på, at coronakrisen har tvunget producenter af DR-programmer til at aflyse optagelser og indstille produktionen uden at møde hjælp fra DR. For eksempel skriver DR i en mail til en producent:

»Jeg må desværre meddele, at DR ikke kommer til at lave udbetalinger for leverancer, som ikke er modtaget«.

Af mailen fremgår det, at DR først vil betale, når producenten er i stand til at gå i gang med optagelserne igen.

Jørgen Ramskov påpeger, at Økonomistyrelsen har opfordret alle offentlige institutioner og myndigheder til at fremrykke »alle betalinger til leverandører«.

»Det primære, som DR tilbyder, er, at vi kan få lov til at levere senere end aftalt«, siger Jørgen Ramskov.

Underdirektør i DR Medier, Lars Høgsberg, siger, at mediekoncernen hjælper producenterne så godt som muligt.

»Vi tilstræber at være fair, og vi har generelt accepteret forsinkelser på leverancer af programmer på grund af corona, og vi har suspenderet bodsbestemmelser. Ligeledes har vi fremrykket betalingen af vores regninger, så de udbetales umiddelbart efter godkendelse, og ikke som vanligt ved forfaldsdato«, siger han.

Producentforeningen opfordrer DR til at gå langt videre og skele til Københavns Kommune, der onsdag meddelte, at kommunen nu vil udbetale hele det resterende tilskud for 1. halvår 2020 til teatre, koncertsteder og andre kulturaktører.

Liv eller død

Også hos TV 2, der får lavet flere tv-programmer hos private producenter end DR, er kassen smækket i.

TV 2 skriver i en mail til sine samarbejdspartnere og eksterne producenter, at stationen kun kan yde begrænset hjælp – for eksempel ved at acceptere forsinkelser på levering af aftalte programmer. Men ekstraomkostninger er »producentens ansvar som privat arbejdsgiver«.

Og selv om Producentforeningen har lidt større forståelse for TV 2’s beslutning, fordi TV 2 er reklamefinansieret, mener foreningen, at også TV 2 burde hjælpe det private produktionsmiljø mere.

»Som en stor spiller med en sund økonomi burde de gå konstruktivt ind i forhandlingerne om at dække udgifter«, siger Jørgen Ramskov.

Til kritikken siger TV 2’s programdirektør Lotte Lindegaard, at man kun er parat til at fremskynde betalinger for bestilte programmer.

»Vi er fuldstændig opmærksomme på udfordringerne. Men vi ser ud til at blive hårdt ramt på annonceindtægterne og kender reelt ikke vores økonomiske situation resten af året. Derfor kan vi ikke hjælpe mere. Vores hovedfokus er, at vi skal blive ved med at have en økonomi, så vi også i resten af 2020 og 2021 har råd til at købe programmer hos de private producenter«, siger hun.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her