I tried and I tried to avoid/ but this thing was happening/ Swallow my pride/ Let it ride and party/ But this body felt just like mines/ I got worried/ I looked over to the left/ A reflection of myself/ That’s why I couldn’t catch my breath …
Jeg er med på ovenstående. Strofer i r’n’b-hittet ’Oops (Oh my)’ fra 2002 af sanger, sangskriver og guitarist Tweet. Jeg er så meget med, at min stemme runger højt ud i fitnesscentret, som lige er genåbnet og derfor stadig er tomt. Måske også, fordi solen skinner. Jeg er ligeglad. Jeg har det hele for mig selv. Alle maskinerne. Vægtstængerne. Smører dem over med viskos transparent alkogel, griber hårdt fast om stålet, spænder musklernes fibre og trækker 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12 gange. Så den anden hånd. Jeg kigger i spejlet, som jeg også har for mig selv. Mig og min refleksion. Ligesom Tweet i sangen.








