Måske har jeg som hvid, midaldrende, heteroseksuel middelklassemand på vej mod de tres ikke umiddelbart førstefødselsretten til at sige det. Men jeg gør det alligevel: Vi er i disse år i dansk litteratur vidne til en ny kvindelig selvfremstilling. Nogle af forfatterne er måske ikke helt unge, men de er fælles om at omfavne deres i egne øjne måske mindre optimale egenskaber. Og så præsenterer de et andet syn på seksualiteten og dens udfoldelse, end vi har været vant til. Borte har – og tak for det – taget skamfuldheden over liderligheden. Det er fuldstændig legitimt at være i sine drifters vold, også selv om det skaber problemer i egen og andres intimsfære.
Det er forfattere som Stine Pilgaard, Laura Ringo, Dy Plambeck, Maren Uthaug, Line Knutzon og Tine Høeg. Alle er de i en eller anden forstand litterære efterkommere af på én gang denne avis’ ’Nynnes dagbog’ og Vita Andersens bramfrit knugede emancipationsbestræbelser fra 1970’erne. Men de er også andet og mere end det. De er deres egne kvinder i den forstand, at de tør vise sig selv frem og endda gør det med en vis stolthed. Over at være kvinder med alt, hvad det indebærer.
