Svaret er romber.
I hvert fald helt kort fortalt.
Det er et rombeformet mønster i murværket i den gigantiske kuppel på domkirken i Firenze, der gør, at den ikke dratter sammen. Det er også det mønster, der gjorde, at man i årene fra 1420 og til kuplen stod færdig i 1436 kunne bygge kuplen med et tværmål på 44 meter helt uden at bruge stillads til at understøtte den.
Det viser ny forskning, som amerikanske og italienske forskere har publiceret i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Engineering Structures.
Ved at analysere, hvordan murstenene ligger i den ottekantede kuppel, er forskerne kommet frem til, at den bærer sig selv ved hjælp af et særligt sildebensmønster, som betyder, at det lilla net på tegningen herover bærer kuplen, mens de andre sten ikke bliver udsat for så stort tryk og dermed ikke behøver at være lige så svære i godset.
På den måde kunne arkitekt Filippo Brunelleschi bygge en kæmpe selvbærende kuppel.
Forskerne skriver, at metoden ikke er ukendt i eftertiden, hvor blandt andet en af Peterskirkens kupler er konstrueret ud fra samme model.
I Renæssancen var arkitekttegninger ikke, hvad de er i dag, og arkitektur var ikke en skrivebordsdisciplin, men et håndværk. Måske derfor gik Brunelleschis byggemetode tabt for eftertiden.
Alligevel peger forskerne på, at arkitektfamilien med efternavnet Sangallo, der stod for mange af renæssancens berømte byggerier, har været bekendt med teknologien, som de selv videreudviklede og benyttede.
Den dag i dag er det muligt at bestige kuplen i Cattedrale di Santa Maria del Fiore, der først begynder 52 meter over jorden, og som på indersiden er bemalet med freskoer af Vasari.
fortsæt med at læse
