Da ’X Factor’-finalisten Mathilde Caffey i lørdags optrådte til årets ’X Factor’-finale, sang hun en coverversion af upcoming-sangerinden CH10’s nummer ’Karma is a Bitch’.
Men CH10 – med det borgerlige navn Chio Dyrlund – påstår, at hun på intet tidspunkt har givet samtykke eller skrevet under på, at ’X Factor’ måtte tage hendes sang og udgive den under en anden artists navn.
Det skriver hun i et opslag på sin Facebook-side med overskriften »De stjal min sang?!«, der har skabt meget engagement.
Hun siger, at hun var klar over, at hendes sang ville blive sunget i finalen, for det var det, som hun havde aftalt med en producer på TV 2, der to måneder før finalen henvendte sig til hende.
Men hun vidste ikke, at den ville blive udgivet i en ny version under Mathilde Caffeys navn.
»Jeg ville ønske, at nogen havde taget fat i mig på et tidspunkt og havde fortalt mig, at de havde tænkt sig at udgive min sang, bare af ren og skær god stil mellem ’kollegaer’. Så kunne jeg have handlet ud fra det. Men jeg fik INTET at vide, og nu praiser alle Mathilde for ’hendes’ ’nye’ fede sang«, skriver Chio Dyrlund på Facebook – som understreger, at kritikken ikke er rettet mod Mathilde Caffey.
»Dette er ikke hendes skyld, hun er blot en brik i det større spil«.
Som noget nyt havde finalisterne i årets udgave af ’X Factor’ ikke fået specialskrevet deres vindersange som tidligere.
De sang i i stedet covernumre, og finalisternes udgave blev udgivet i deltagernes eget navn på diverse streamingtjenester.
Nyheden blev offentliggjort i en artikel på TV 2-underholdning, 40 minutter inden finalen startede, hvor programredaktøren på ’X Factor’ fra TV 2, Dorte Borregaard, sagde, at »Det er simpelthen for at prøve noget nyt«.
Beslutningen blev ifølge TV 2 taget mellem Dorte Borregaard og Sony Music, fordi de håbede, at det ville give vinderen og de øvrige finalister en bedre mulighed for at sætte deres eget præg på deres musik, når ’X Factor’ er ovre.
Kanalchef på TV 2 Dorthe Thirstrup siger i et skriftligt svar til Politiken, at det er Sony Music Danmark, der står for arbejdet med ’X Factor’-deltagernes udgivelser, og at »alle regler på området er fulgt«. Men hun medgiver, at kommunikationen til CH10 kunne have været klarere.
»Det her er et eksempel på, at det nogle gange ikke er nok at følge reglerne, for selvfølgelig havde det været en god idé at informere de originale artister og rettighedshavere til numrene«, skriver Dorthe Thirstrup.
Politiken har forsøgt at få en kommentar fra Sony Music Danmark uden held.
Læs Chio Dyrlunds opslag her:
Mangelfuld kommunikation
Chio Dyrlund og hendes pladeselskab har efterfølgende henvendt sig til Sony og andre folk i branchen for at forhøre sig om, hvad der kunne gøres. Men sagen endte ifølge Dyrlund i en telefonsamtale med en advokat, der sagde, at praksissen var fuldt ud lovlig.
»Så det vil sige, helt hypotetisk, at jeg f.eks. lovligt kan tage en anden ung upcoming sangerindes nye sang, som hun udgiver om fredagen, kopiere nummeret over weekenden og udgive det om mandagen under mit eget navn, med samme titel, samme akkorder, samme tekst, samme lyd og høste streaming-royalties heraf. Kan det virkelig passe, at det kan hænge sådan sammen? Jeg synes, det er tyveri og bare et rigtigt grimt træk at lave«, skriver Chio Dyrlund på Facebook.
Til Ekstra Bladet forklarer Chio Dyrlund, at hun er vred over ikke at være blevet kontaktet og fortalt, at når hun gav lov til, at sangen måtte synges i finalen, indebar det også, at sangen måtte udgives under en anden kunsters navn.
»Det er nogen bagom programmet, der skulle have kommunikeret det bedre – også til Danmark. De skulle have krediteret mig bedre i showet, siger hun til Ekstra Bladet med henvisning til, at ’X Factor’-vært Sofie Linde bød seerne velkommen til finalen med en bemærkning om, at det var finalisternes egne numre, de optrådte med.
»De skulle have nævnt, at det ikke var sange, der var skrevet specifikt til dem (’X Factor’-finalisterne, red.), men at det er sange af andre artister, og have krediteret os. Det blev vinklet, som om det var deres egne sange«.
fortsæt med at læse






