I næsten et helt århundrede har et område i Negrar di Valpolicella nord for Verona i Italien ventet på at få besøg af arkæologerne. Her fandt man tilbage i 1922 spor efter en romersk villa opført i det tredje århundrede efter vores tidsregning, og man havde en fornemmelse af, at der kunne være mere at komme efter.
Men udgravningen blev forladt i 1920’erne, det ene årti tog det andet, og der blev ikke sat nye udgravninger i gang før sidste sommer, hvor de arkæologiske myndigheder i Verona sendte et hold arkæologer ud i det bakkede landskab.
Coronapandemien satte en midlertidig stopper for udgravningen, men nu, hvor arkæologerne endelig har fået lov at vende tilbage til arbejdet, har de gjort et opsigtsvækkende fund: Et par meter under jordoverfladen, under en række vinstokke, opdagede de et smukt ornamenteret mosaikgulv, skriver The Guardian.
»Efter utallige årtiers laden stå til er dele af gulvet og fundamentet i den romerske villa, der blev lokaliseret af forskere for et århundrede siden, endelig kommet frem i lyset«, jubler myndighederne i Negrar di Valpolicella på et Facebook-opslag.
Hvad man præcis har tænkt sig at stille op med fundet, fremgår ikke, men ifølge borgmesteren i Negrar di Valpolicella, Roberto Grison, der har udtalt sig til den lokale avis L’Arena, er det nu planen, at offentligheden på en eller anden måde skal kunne opleve den romerske villas mosaikgulv, som menneskefødder første gang trippede hen over for omkring 1.700 år siden.
»Vi er af den overbevisning, at en kulturel udgravning af en sådan værdi fortjener opmærksomhed og bør fremhæves«, udtaler borgmesteren.
I samarbejde med andre myndigheder vil borgmesteren derfor nu »finde måder, hvorpå denne skat kan opleves«.
fortsæt med at læse







