0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ung kunstner fra Vesthimmerland tager fat, hvor guldalderens store landskabsmalere slap

Når Allan Otte, som er en ung maler, skildrer naturen og livet på landet, rækker han ikke en hånd ud til nostalgien og guldalderens skønhedsbegreber. Han vil hellere vise os et landskab, som det kan se ud i vor tid.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anders Sune Berg.
Foto: Anders Sune Berg.

Wrapballer kalder man de hvide cylinderformer, der ligger på jorden fylder Allan Ottes maleri fra Hankehøj. Sådan ser kornet ud, når det er blevet maskinelt høstet og pakket ind i plastik, som man gør på landet i dag. For kunstneren vil gerne vise os det i sine malerier, som nutidsmennesker kan forvente at møde i virkeligheden.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Poul Anker Bech er ikke den eneste kunstner, der har lavet sin egen parafrase over Johan Th. Lundbyes ikoniske billede ’Hankehøj ved Vallekilde’ fra 1847. Også en meget yngre maler som Allan Otte har demonstreret sit kendskab til – og ikke mindst sit mellemværende med – guldalderens store landskabsmaler. Normalt er det landskaberne fra egnen omkring Års, som må holde for, for her stammer kunstneren Allan Otte fra, og herfra går hans verden. Men denne gang gælder det ikke Års, men Hankehøj. Og hvad gør Allan Otte så ved Hankehøj?

Han opdaterer og moderniserer stedet, på mere end én måde. Nok overtager han landskabet fra Lundbyes maleri, med næsten den samme beskæring. Dvs. dog beskærer han også træerne. De træer, hvis løv er bøjet og tvunget mod den frugtbare jord i det gamle maleri, har her mistet alt det grønne. Kun den nøgne stamme står tilbage som et rudiment af sin tidligere frodighed. Køerne, der engang græssede, er gået samme vej som træernes blade, og vogterdrengen er også væk. Der er jo heller ikke længere nogen kreaturer, som han skal holde øje med.

I stedet domineres landskabet af fem emballerede halmballer eller wrapballer, som de kaldes, fordi kornet, der er høstet, nu er pakket, dvs. wrappet, ind i plastik. Sammenlignet med det, som vi er vant til møde i guldalderens landskaber, ligner de noget, der er faldet ned fra en fremmed verden.

De danner en skærende kontrast til alt det øvrige. Men et andet forhold danner også en kontrast, og det er Allan Ottes måde at male sit billede på. Med ham kan man virkelig tale om en gennemført moderne teknik, og det er ikke en teknik, der er egnet for travle eller impulsive ekspressionister. Hans malemåde kræver nemlig en systematisk omhyggelighed, der enten afskrækker eller imponerer, alt efter ens indstilling, for det må forudsætte en særlig tålmodighed og disciplin at male, som Allan Otte gør det. I stedet for at male – eller om man vil: smøre – farven på lærredet påfører han den systematisk, gennem gradvis afdækning, stykke for stykke, lidt efter lidt. Dermed opnår farven – eller farverne – en struktur, der nærmest bliver et motiv i sig selv. Et billede i billedet. En abstraktion midt i skildringen af et stykke virkelighed.

Lidt på samme måde arbejdede de såkaldte pointilister eller divisionister ved overgangen til det tyvende århundrede. De erstattede strøget med prikker og blandede aldrig deres farver på paletten, før de lagde dem på billedet. De overlod det til beskuerens øje at blande farverne optisk. For dermed ville billedet vinde i lyskraft. Samtidig ville pointilisterne minde publikum om, at et billede først og fremmest er et maleri, og uanset hvad det viser, fremstiller eller forestiller, så ændrer motivet ikke ved maleriets status som billede. Det vil Allan Otte også vise os.

Læs mere:

Annonce

Læs mere