0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Han var som besat af solen, men det var først, da han endte i Paris' gader, han gjorde sig fortjent til sit kaldenavn

I mange år var Schønheyder Møller blot en af de mindre Skagensmalere. I dag står han som en usædvanlig kunstner, der tilsyneladende ikke gik af vejen for noget for at kunne dyrke sollyset som motiv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
SMK
Foto: SMK

Schønheyder Møller var på mere end én måde forud for sin tid. Han viste tidligt stor interesse for fotografiet, og det kan ikke udelukkes, at han benyttede fotografier til nogle af de mange solbilleder, som han i 1890'erne malede i Fontainebleau.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

’Le Peintre du Soleil’ – solens maler – kaldte franskmændene ham. Men Valdemar Schønheyder Møller var ikke fransk, men dansk. Han var født i Aarhus i 1864, og døden kom til ham 41 år senere, mens han var indlagt på et psykiatrisk hospital i Århus. Også tidligere havde han været under behandling. I 1901 fandt hans sidste indlæggelse sted. Det var fire lange år før hans ulykkelige og tidlige død.

For Schønheyder Møller kæmpede med en maniodepressiv tilstand. Men inden sygdommen sendte ham ind i det mentale mørke, hvorfra han aldrig mere kom ud, havde han rejst meget for at finde lyset, først mod nord og så mod syd.

Kunstnere, der var unge i slutningen 1800-tallet, talte gerne om, at der i Skagen fandtes et lys, der var klarere og stærkere end andre steder i Danmark. For heroppe, hvor man her i landet ikke kan komme længere nordpå, har to have – Skagerrak og Kattegat – deres mødested, og intet kan reflektere som vandet, når sollyset spejler sig i det.

Måske var det dette rygte, der lokkede Schønheyder Møller til Skagen – og til samværet med de såkaldte Skagensmalere. Én af dem kendte han i forvejen, for P.S. Krøyer havde i en kort periode været hans lærer på Kunstnernes Frie Studieskoler.

Med noget så tilsyneladende upraktisk som oliefarve besluttede Schønheyder Møller sig for at indfange solens lys på lærredet. Det var denne besættelse, der fik Anna Ancher til at interessere sig for hans kunst. For lyset var en interesse, som hun delte med ham i de billeder, hun malede. Det eneste portræt, som hun malede til den kendte portrætfrise i Hotel Brøndums spisesal (nu Skagens Museum), var faktisk Schønheyder Møllers.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere