0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eva Eistrup: »Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke fødte lykken«

Den ene undersøgelse efter den anden viser, at folk ikke bliver lykkeligere, ofte faktisk mindre lykkelige, når de får børn. Men hvordan definerer vi lykke?, spørger Eva Eistrup i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

HBO-komedieserien 'Breeders' handler om prøvelserne ved forældreskabet. Daisy Haggard spiller Ally, mor til børn.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man må ikke gå fra hinanden, det første år efter man har fået et barn. Det er en slags fælles vedtaget folkeklogskab, som jeg ikke anede eksisterede, før jeg blev gravid. Nogle af mine venner gik helt op til to eller tre år. De kiggede pludselig sådan køligt og helt uironisk på mig og indviede mig i en pragmatisk pagttænkning, der fik mig til at synke en klump af ren og uforfalsket angst. Jeg har altid været en stærk fortaler for skilsmisse. Skilsmisse som en menneskeret – som en selvfølgelig smertefuld, men måske nødvendig livsventil for forandring. En god ting at have i baghånden. Men nu tegnede konturerne sig af et liv, hvor tingene ikke behøver køre godt – bare de bumler sig fremad. Hvor det romantiske kærlighedssprog skal læses i de lure, vi lader hinanden sove, de timer, vi tager barnet eller børnene og bare er væk.

I den tørre engelske HBO-serie ’Breeders’ er der et øjeblik i første afsnit, der fik mig til at grine på den der ufrivilligt gryntende måde, man griner på, når det er funny ’cause it’s true. Ally, gift med Paul og mor til to heftige små drenge, bliver spurgt af sin ven og kollega, om hun og Paul er lykkelige. Hun griner, som om det var det latterligste, hun nogensinde har hørt, og svarer: »Vær nu ikke dum. Det er fint, det er fint, vi er lykkelige, eller vi er selvfølgelig ulykkelige, men du ved …«. Men det ved kollegaen ikke. Ally kaster sig ud i en lang sammenligning mellem livet med små børn og det at bestige et bjerg versus at bestige et bjerg med to minikøleskabe surret til kroppen. »Men nedenunder vanviddet elsker jeg og Paul hinanden meget, meget højt … formentlig. Det er bare ikke noget, vi udforsker i øjeblikket«.

Det er lidt en balancegang at tale om, at mange mennesker faktisk ikke bliver lykkeligere af at få børn. Der er stadig et behov for at oute, hvordan den meget høje kulturelle og sociale værdi, vi sætter på børn og familieliv (af uendelig mange gode grunde), gør det sværere at tale ærligt om alt det svære, mudrede og bøvlede. Men der er også altid den risiko ved forældreærlighed, at den bliver egotale: den voksnes behov for at lufte et livsundertryk, der føles som en rokken ved noget ukrænkeligt: barnets integritet og den altopofrende kærlighed. Det føles som en risiko, når man som ’moren med de blå tænder’ erkender, at det hellige hverv langt størstedelen af tiden ikke føles helligt, men profant og kedeligt og ofte alt for fucking hårdt. Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke fødte lykken.

Jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke fødte lykken

En artikel fra DR formidlede for nylig resultatet af en ny stor australsk undersøgelse af, hvordan store livsbegivenheder indvirker på vores lykke, og den viser, at menneskers lykkefølelse daler drastisk, når de får børn. Det er ikke et enestående studie. Forskningen på området taler et umiddelbart ret tydeligt sprog. Børn (og ægteskab) gør os ikke lykkeligere, i hvert fald ikke før børnene er flyttet hjemmefra.

Det står i skrigende kontrast til den gængse folkelige sandhed om børn som lykkebringere, som selvfølgelig ikke kan adskilles fra, at det at få børn er en stærk social norm. Som Simone de Beauvoir skrev i ’Det andet køn’ om særligt den samfundsmæssige forventning til moderskabet: »Det lader sig absolut ikke gøre at måle andres lykke, men intet er lettere end at betegne den situation, man vil påtvinge andre, som lykkelig«.

Måske kan vi bedre rase og kede og elske os igennem de røvsyge, vidunderlige år, hvis vi står ved vores komplekse menneskelighed.

I en netop udgivet antologi med titlen ’Lykken – perspektiver, potentialer og problemer’ (som er redigeret af min klummekollega Svend Brinkmann) findes et for mig grundklogt og samvittighedslindrende bidrag af filosoffen Tone Frank Dandanell til hjælp for mig og andre forældrelemminger, der er vadet troskyldigt ud over kanten. Her går hun op imod den forestilling om lykke som generel livstilfredshed, som det meste af lykkeforskningen baserer sig på.

»Logikken er, at eftersom hverdagen fylder mest i livet, må hverdagslykken også være den mest interessante«.

Med den franske tænker Alain Badiou (og en masse vigtige filosofiske mellemregninger) tager hun udgangspunkt i forældreskabet som en begivenhed, der ændrer vores meget individfokuserede verden fundamentalt. Der sker et radikalt skifte, når noget umuligt (som livets mirakel) bliver muligt, og det giver en mulighed for et brud og en ny, håbefuld begyndelse, som ikke nødvendigvis kan gøres op i kvantitativ tilfredshed mandag til fredag.

»Forældreskabets lykke er ikke individets generelle tilfredshed med tilværelsen, men nydelsen ved det umulige: kærligheden«, som Dandanell skriver.

Det vil jeg nu forsøge at hage mig fat i: nydelsen ved det umulige ved turen op ad bjerget med verdens dejligste minikøleskab spændt på ryggen, mens jeg insisterende messer for mig selv, at it is not all about Eve. Men måske behøver vores forældreskab ikke starte ud på løgnagtige præmisser. Måske kan vi bedre rase og kede og elske os igennem de røvsyge, vidunderlige år, hvis vi står ved vores komplekse menneskelighed.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts