Man må ikke gå fra hinanden, det første år efter man har fået et barn. Det er en slags fælles vedtaget folkeklogskab, som jeg ikke anede eksisterede, før jeg blev gravid. Nogle af mine venner gik helt op til to eller tre år. De kiggede pludselig sådan køligt og helt uironisk på mig og indviede mig i en pragmatisk pagttænkning, der fik mig til at synke en klump af ren og uforfalsket angst. Jeg har altid været en stærk fortaler for skilsmisse. Skilsmisse som en menneskeret – som en selvfølgelig smertefuld, men måske nødvendig livsventil for forandring. En god ting at have i baghånden. Men nu tegnede konturerne sig af et liv, hvor tingene ikke behøver køre godt – bare de bumler sig fremad. Hvor det romantiske kærlighedssprog skal læses i de lure, vi lader hinanden sove, de timer, vi tager barnet eller børnene og bare er væk.
I den tørre engelske HBO-serie ’Breeders’ er der et øjeblik i første afsnit, der fik mig til at grine på den der ufrivilligt gryntende måde, man griner på, når det er funny ’cause it’s true. Ally, gift med Paul og mor til to heftige små drenge, bliver spurgt af sin ven og kollega, om hun og Paul er lykkelige. Hun griner, som om det var det latterligste, hun nogensinde har hørt, og svarer: »Vær nu ikke dum. Det er fint, det er fint, vi er lykkelige, eller vi er selvfølgelig ulykkelige, men du ved …«. Men det ved kollegaen ikke. Ally kaster sig ud i en lang sammenligning mellem livet med små børn og det at bestige et bjerg versus at bestige et bjerg med to minikøleskabe surret til kroppen. »Men nedenunder vanviddet elsker jeg og Paul hinanden meget, meget højt … formentlig. Det er bare ikke noget, vi udforsker i øjeblikket«.
