I middelalderen tjente selv haverne Gud og skulle ikke fornøje andre. I barokkens Frankrig blev de et sted, hvor despoter demonstrerede deres magt. Og i oplysningstidens demokratiske England et opgør med autoriteter. I dag er haven blevet et sted, hvor vi yder førstehjælp til den vilde natur, vi har slået ihjel andre steder.
En have er en mærkværdig størrelse. Et lille stykke natur rammet ind bag hegn eller hæk. Hvor vi lader udvalgte planter, træer og blomster vokse. I mønstre, vi selv har udtænkt. Og bag linjer, vi selv har trukket.
En armlægning af en slags. Mellem naturens vilde kaos. Og vores egen hang til orden. Med samme slags fornøjelse som når man rider en vild hest til for i glimt at føle, at man med dens kræfter og skønhed kan forlænge sin egen beskedne formåen.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
