En have er en mærkværdig størrelse. Et lille stykke natur rammet ind bag hegn eller hæk. Hvor vi lader udvalgte planter, træer og blomster vokse. I mønstre, vi selv har udtænkt. Og bag linjer, vi selv har trukket.
En armlægning af en slags. Mellem naturens vilde kaos. Og vores egen hang til orden. Med samme slags fornøjelse som når man rider en vild hest til for i glimt at føle, at man med dens kræfter og skønhed kan forlænge sin egen beskedne formåen.
Haven har altid været en slags bro mellem den vilde natur og menneskenes verden. Mellem det ustyrlige og det tæmmede. Eller som Karin Esmann Knudsen, lektor ved Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet, siger:
»Haven er på en måde en metafor for menneskets forhold til naturen«.
Og det forhold har nok forandret sig dramatisk igennem det seneste halve årtusinde. En forandring, Karin Esmann Knudsen har beskrevet i bogen ’Paradis på jord – havernes kulturhistorie’, hvor hun inddeler vores skiftende smag for haveindretning – og dermed også vores syn på naturen – i fire epoker:
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
