I middelalderen tjente selv haverne Gud og skulle ikke fornøje andre. I barokkens Frankrig blev de et sted, hvor despoter demonstrerede deres magt. Og i oplysningstidens demokratiske England et opgør med autoriteter. I dag er haven blevet et sted, hvor vi yder førstehjælp til den vilde natur, vi har slået ihjel andre steder.

Det er sket et dramatisk skift i vores syn på haverne

Vores haver  afslører vores natursyn, påpeger lektor Karin Esmann Knudsen. I middelalderen blev naturen set som noget farligt og  derfor hegnet ind på blandt andre klostre.  Foto: Oliver Dixon/shutterstock/Ritzau Scanpix
Vores haver afslører vores natursyn, påpeger lektor Karin Esmann Knudsen. I middelalderen blev naturen set som noget farligt og derfor hegnet ind på blandt andre klostre. Foto: Oliver Dixon/shutterstock/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En have er en mærkværdig størrelse. Et lille stykke natur rammet ind bag hegn eller hæk. Hvor vi lader udvalgte planter, træer og blomster vokse. I mønstre, vi selv har udtænkt. Og bag linjer, vi selv har trukket.

En armlægning af en slags. Mellem naturens vilde kaos. Og vores egen hang til orden. Med samme slags fornøjelse som når man rider en vild hest til for i glimt at føle, at man med dens kræfter og skønhed kan forlænge sin egen beskedne formåen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her