‘Paris Is Burning’ er et af de mest indflydelsesrige kultfænomener nogensinde. For 30 år siden udkom filmen, lige inden aids-epidemien slog kløerne i den generation, filmen skildrer. I dag er filmen en påmindelse til vores samtid om, at der skal skabes mere plads til excentrikere, en efterhånden uddøende art, skriver Lucia Odoom i denne klumme efter at have genset dokumentarfilmen.

Lucia Odoom har genset kultdokumentar: Vi forsømmer at hylde de excentriske genier i vores tid

'Paris is Burning' skildrer de queer- og transpersoner, der opfandt udtryksformen Ball culture, fordi de ikke passede ind i eliten. 30 år senere har kulturen stadigvæk stor indflydelse, men excentrikerne savnes.  Foto: Off White Productions / Ronald G/Ritzau Scanpix
'Paris is Burning' skildrer de queer- og transpersoner, der opfandt udtryksformen Ball culture, fordi de ikke passede ind i eliten. 30 år senere har kulturen stadigvæk stor indflydelse, men excentrikerne savnes. Foto: Off White Productions / Ronald G/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I en balsal kan du være, hvad du vil. Når du optræder til et bal, er du ikke en rigtig professionel, men du ligner en professionel.«

Sådan beskriver dragqueen Dorian Corey den spektakulære udtryksform Ball culture, der skildres i Jennie Livingston’s hædrede dokumentarfilm ’Paris Is Burning’ fra 1990.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her