0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lucia Odoom har genset kultdokumentar: Vi forsømmer at hylde de excentriske genier i vores tid

‘Paris Is Burning’ er et af de mest indflydelsesrige kultfænomener nogensinde. For 30 år siden udkom filmen, lige inden aids-epidemien slog kløerne i den generation, filmen skildrer. I dag er filmen en påmindelse til vores samtid om, at der skal skabes mere plads til excentrikere, en efterhånden uddøende art, skriver Lucia Odoom i denne klumme efter at have genset dokumentarfilmen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Off White Productions / Ronald G/Ritzau Scanpix
Foto: Off White Productions / Ronald G/Ritzau Scanpix

'Paris is Burning' skildrer de queer- og transpersoner, der opfandt udtryksformen Ball culture, fordi de ikke passede ind i eliten. 30 år senere har kulturen stadigvæk stor indflydelse, men excentrikerne savnes.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I en balsal kan du være, hvad du vil. Når du optræder til et bal, er du ikke en rigtig professionel, men du ligner en professionel.«

Sådan beskriver dragqueen Dorian Corey den spektakulære udtryksform Ball culture, der skildres i Jennie Livingston’s hædrede dokumentarfilm ’Paris Is Burning’ fra 1990.

I denne scene, hvor Dorian Corey forklarer fænomenet ball culture, ser man dansere gå en slags catwalk iklædt jakkesæt med attachémapper under armen. De imiterer yuppier, børsmæglere og Melanie Griffiths attitude i ’Working Girl’. De haster gennem balsalen, som om de skal til et vigtigt møde, men de er all dressed up with nowhere to go. For de er de arbejdsløse, de fattige, de hjemløse og prostituerede og alligevel en del af et betydningsfuldt fælleskab.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce