For en måned siden blev en monolit fundet langt ude i ørkenen i Utah. En cirka 4 meter høj konstruktion med en trekantet profil og klædt i blankt metal rejste sig lodret fra den røde sandjord. Og knap var der gået en uge efter opdagelsen, før den var forsvundet igen.
Ligheden med monolitten i Stanley Kubricks film ’Rumrejsen år 2001’, der også dukker uforklaret op, var slående. Den i filmen er godt nok sort og flad. I filmen, der havde premiere i 1968, fungerer den som en overgangsfigur, en port mellem forskellige evolutionære niveauer, og er tilsyneladende skabt af en intelligens uden for Jorden.