Hvad er et menneske? Som første skridt på dramaets dødsrute står Hamlet her i Esben Smeds teenagedrengede skikkelse og spørger. Ikke ud i mørket, men ud til os på tilskuerrækkerne.
Det er basalt det spørgsmål, det handler om i Shakespeares larger than life-klassiker, et uendeligt prisme, som enhver samtid må forsøge at spejle sig i. Når kongelig skuespilchef Morten Kirkskov og scenograf Philip Fürhofer sætter Hamlet-mennesket på scenen, sker det i et formørket spejlkabinet, der fascinerende ændrer form som del af en grotesk underholdende teaterleg.






