Flere amerikanske medier melder, at den kendte britiske skuespiller Robert Pattinson har coronavirus.

Medier: Batman smittet med coronavirus

Robert Pattinson er ifølge flere amerikanske medier testet positiv for coronavirus.  Foto: Ander Gillenea/Ritzau Scanpix
Robert Pattinson er ifølge flere amerikanske medier testet positiv for coronavirus. Foto: Ander Gillenea/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Produktionen af den kommende Batman-film er sat på pause. Det skyldes ifølge flere amerikanske medier, at hovedrolleindehaver Robert Pattinson, der er aktuel i ’Tenet’, men nok bedst er kendt for sin rolle i vampyrserien ’Twilight’, er blevet testet positiv for coronavirus.

Filmproducenten Warner Bros. skriver i en meddelelse, at »et medlem af Batman-produktionen« er testet positiv, men har ikke givet noget navn.

»Indspilningerne er midlertidigt sat på pause«, står der videre, uden at der gives en dato for genoptagelsen.

New York Times, Variety, the Hollywood Reporter og Vanity Fair og flere andre medier skriver, at det ifølge kilder er den britiske skuespiller Robert Pattinson, som er smittet. Hverken han eller hans agent har ønsket at give en kommentar. Det vides ikke, om han har symptomer, eller hvor svære de er.

Optagelser netop genoptaget efter tre måneders pause

Filmindustrien har under coronakrisen haft svært ved at komme op i omdrejninger igen, og problemerne hos Batman-produktionen viser branchens udfordringer.

Den nyeste film i superhelteserien får titlen ’The Batman’. Indspilningerne til filmen blev genoptaget for blot tre dage siden i det nordlige London efter at være lukket ned i midten af marts. Det samme gjorde en række andre store film og tv-serier, da virusspredningen for alvor begyndte at tage fat internationalt. Ifølge flere Hollywood-medier mangler omkring tre måneders indspilninger af ’The Batman’, hvor Pattinson indtager rollen som den kappeklædte helt.

Film- og tv-produktioner er kun langsomt gået i gang igen, som verden har indstillet sig på virussen. Mange steder har det måtte ske under strenge sikkerhedsprotokoller med test, karantæne og afstandsregler for skuespillere, makeup-folk, kameramænd og andre medhjælpere. Nogle produktioner, heriblandt ’Jurassic World: Dominion’ og efterfølgeren til ’Avatar’, har på ny begyndt indspilningerne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her