Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Den berømte filosofs gravsted i København er i en så slem forfatning, at der skal afsættes penge til at rette op på forfaldet.

Søren Kierkegaards grav skaber igen debat

Søren Kierkegaard havde selv lagt planer for sit gravsted. Blandt andet, at der skulle stå nogle verselinjer af Brorson på stenen.  Foto: Annika Byrde/POLFOTO
Søren Kierkegaard havde selv lagt planer for sit gravsted. Blandt andet, at der skulle stå nogle verselinjer af Brorson på stenen. Foto: Annika Byrde/POLFOTO
Lyt til artiklen

Graven skulle »tilsaas med lavt fint græs, kun skulde der i hvert Hjørne plantes en lille busk af tyrkiske, mørkerøde Roser«, havde filosoffen selv angivet.

På en tavle ved foden af forældrenes gravsten skulle der efter navnet, Søren Aabye Kierkegaard, »med smaa bogstaver« stå et lille Brorson-vers: »Det er en liden Tid, saa har jeg vunden, saa er den ganske Strid med eet forsvunden«, begynder det.

Og sådan har det været siden den dag på Assistens Kirkegård i København i 1855, hvor filosoffen, teologen og forfatteren Søren Kierkegaards begravelse ellers udviklede sig til en skandale.

Ved selve graven protesterede lægen H.S. Lund, filosoffens nevø, over, at ceremonien var blevet forestået af »den officielle Kirke«, som Kierkegaard havde skoset i sine tekster. En provst forsøgte forgæves at stoppe det uordinerede indlæg, som kom til at koste nevøen en bøde på 100 rigsdaler og en officiel undskyldning.

Her 9. september i 2020 er Kierkegaard så igen genstand for politisk debat. Snarere end kirkekamp er det dog selve hans grav, som er på dagsordenen på Københavns Rådhus. Den er i en sådan forfatning, at der nu bliver afsat 480.000 kroner til »afrensning, konsolidering, genopmaling og opretning af monumenter og sokkel med gitter« på hele familiegravstedet. Arbejderne forventes færdige til foråret, hvor turisterne på ny vil kunne undre sig over, at Danmarks største tænker stadig har en så relativt undseelig bolig i døden – nyskuret eller ej.

Selv skrev Kierkegaard et sted i sine efterladte papirer om den umiddelbare lighed, man møder på kirkegården. Her må alle indskrænke sig, og livets store forskelle kan nu tælles som forskellen på en »Alen og halvanden«. I forhold til om der vokser en blomst på graven eller ej, eller måske endda et træ, lød det:

»Ak, saaledes vender Livet i Døden tilbage, thi i Barndommen var jo det at eie en Blomst allerede meget, og at eie et Træ det Overordentlige. Selv midt i Dødens alvorlige Betragtning maa man smile ikke over Ligheden for Alle, men over, at der dog vil være Forskjel«.


Nikolaj Heltoft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her