0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ayse Dudu Tepe: Guds klamme krænkerlam er der en del af for tiden. De oplever, at de er ofre for et komplot

Sig undskyld og få et tak tilbage. Ingen konsekvens. Det er sådan, de fleste af os som børn har lært at sige undskyld. Vi er blevet tvunget til det af de voksne. Måske er det også derfor, at vi, når vi selv er blevet voksne, har svært ved at give undskyldninger, som vi mener, skriver Ayse Dudu Tepe i denne klumme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Frank Jensens undskyldning faldt i virkeligheden som anklage rettet mod ofrene, medierne og til de mennesker, der støtter #MeToo-bevægelsen, skriver Ayse Dudu Tepe i denne klumme.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi har alle stået i eller overværet en situation, hvor en lille gut, lad os bare kalde ham Frank, slår sin jævnaldrende ven, det kan være Erik, med en duplo-klods. Pædagogen bliver gjort opmærksom på, hvad der er sket, fordi Erik grædende har fortalt om det. Alt imens leger Frank bare videre, som om intet er hændt. Det er der jo heller ikke, i hans verdensbillede.

Pædagogen går hen til Frank, sætter sig på hug og fortæller ham så »du må ikke slå, Frank. Erik er rigtig ked af det. Så nu går vi lige hen til Erik og giver ham en undskyldning«. Og så står de over for hinanden. Frank og Erik. Pædagogen fortæller nu Frank, samtidig med at hun har en hånd på hans ene skulder, at han skal sige undskyld. Stilhed. Der hænger en lille tåre ved Eriks venstre øje. »Undskyld«, fremstammer Frank. Så siger pædagogen til Erik »nu har Frank sagt undskyld, nu skal du sige tak«. »Tak. Det er okay«.

Og det var så det. Undskyld og tak. Ingen konsekvens. Lille Frank er blevet fritaget for skyld og tilgivet. Det er sådan, de fleste af os har lært at sige undskyld. Vi er blevet tvunget til det af de voksne. Og tvunget til at fremsige undskyldningen, på stedet, frem for at der bliver skabt et rum, hvor krænkeren hører offeret fortælle, hvad vedkommende oplevede og følte, og dermed lærer at anerkende og forstå den forulempede part. Lærer og mærker empati.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts