Når jeg ser min 6-årige datter lege i løvfaldet i haven med sine katte, når jeg ser hende samle de sidste nedfaldne æbler op og bygge et tårn af dem, får jeg pludselig denne tanke: Gad vide hvad hun en dag kommer og fortæller mig om sin barndom. Og hvad skal jeg sige, når hun spørger mig, hvad min generation af kvinder gjorde for at skaffe kvinder bedre vilkår.
Jeg tror, jeg er optaget af det spørgsmål, fordi jeg er barn af rødstrømperne. Min mor har tilhørt en generation, der har haft en kamp, et program, og har kunnet svare helt klart: Vi fik kvinderne ud på arbejdsmarkedet, vi fik institutionaliseret vores børn, tog en uddannelse, kæmpede for ligestilling, også i hjemmet, slut med husmoren og ind med selvstændigheden for kvinderne, og deraf den økonomiske uafhængighed af en mand.
