Familien er en kampzone, og kærligheden et fængsel. Sådan var det for Ibsen i slutningen af det 19. århundrede, og sådan som hans dramaer bliver ved og ved med at blive opført, peger det på, at vi altså endnu ikke er kommet fri af den kampzone.

Forførende udstiller lærkefuglen Nora og hendes bankdirektørmand deres familielykke i Det Kgl. Teaters ’Et dukkehjem’, som 2020-typisk tager sig ud som den rene voksenlegestue. Med deres trofæbørn tavst installeret i baggrunden henvender de sig direkte til os, fortroligt smilende, som poserede de på de sociale medier, hvor vi som overvågende følgere er med til at fastholde Nora i perfekthedskulturens indelukke.