Man skal forestille sig en tid før digital fildeling. Før filformaterne jpeg og tiff. Før pdf’er, vedhæftninger, wetransfer etc. Dengang billedfilen havde form som et negativ, et lysbillede, et postkort, et avisudklip og var en lille fysisk størrelse i en papmappe. Et stykke papir, som kunne klæbes på et andet stykke papir og sidenhen nåles op på en opslagstavle, som var der tale om en sjælden sommerfugl.
Det er dem, som møder øjet på udstillingen ’Aby Warburg: Bilderatlas Mnemosyne – The Original’ i Haus der Kulturen der Welt i Berlin. En analog billedeksplosion, som på alle måder spejler det uendelige flow af billeder, der findes i vores samtid. Kopier af kunsten for eksempel, delt i det uendelige som digital information. Men her: pap og nåle.
Den tyske filosof Walter Benjamin beskrev i sin tekst ’Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder’ (1935), hvordan reproducerbarhedens teknologier gjorde det relevant at kigge på kunstværkets aura. På originalens kultværdi, som han kaldte det. Benjamin citerer i sin tekst den franske digter Paul Valéry for følgende lidt uhyggeligt profetiske modernitetsportrættering:
»Ligesom vand, gas og elektrisk strøm med et umærkeligt greb fra stor afstand kommer ind i vore boliger for at betjene os, således bliver vi forsynet med billeder eller med tonerækker, som med et lille greb, næsten kun et tegn, indfinder sig og på samme måde forlader os igen«.
