0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Gorm Valentin
Foto: Gorm Valentin

Trommeslageren Claus Bøje, pianisten Jan Kaspersen og bassisten Peter Friis Nielsen udgør en erfaren og skrap trio, der udforsker rytmer og akkorder med både metodisk strenghed og et glimt i øjet.

5 hjerter: Endelig foreligger sagnomspunden koncert i København fra 1996 på plade

Tre trioplader viser på hver sin facon, at tre bestemt ikke er en for meget endsige en eller to for lidt. Triospillet er en af jazzens mest forunderlige størrelser og heldigvis ikke på nogen måde udforsket til bunds.

FOR ABONNENTER

Den italienske pianist Enrico Pieranunzi hører til blandt de absolut betydeligste nulevende af slagsen. Og heldigvis er han ikke karrig med koncerter her i landet, ofte i selskab med trommeslageren Morten Lund og bassisten Thomas Fonnesbæk.

Men for små 25 år siden besøgte den romerske virtuos Danmark i selskab med trommeslageren Paul Motian og bassisten Marc Johnson, begge med erfaringer fra Bill Evans’ legendariske trioer, dog ikke samtidig. Og de gav en sagnomspunden koncert i det nu hedengangne Copenhagen Jazzhouse.

Takket være ildsjælen Steve Schein foreligger den endelig på plade. Det er en majestætisk sag, hvor de tre musikere demonstrerer, hvordan triospil kan være på en gang følt, overlegent, legende og grænsesøgende. De spiller med en gejst og en legesyge som unge sæler, men aldrig kunstlet, ikke blærende sig. De ved alle, at stor musik fordrer ydmyghed såvel som kunstnerisk kraft.

Trommeslagerens egen ’Abacus’ åbner fornemt ind til et rum, hvor dansant musikalitet og fortolkningsmæssig power danser hånd i hånd, og Pieranunzis egen ’The Night Goes By’ understøtter dette indtryk. Johnsons herlige palisandertone, Motians selvsiddende trommer og Pieranunzis ubesværede triller når et højdepunkt i en lang parafrase over ’Body & Soul’ og ’If I Should Loose You’; det er ret fremragende, og det er også den efterfølgende udgave af Cole Porters ’Everything I Love’. Der er vitterlig tale om verdensklassetriospil, og det med et drive, der sine steder sætter Jarrett-trioens ofte selvsmagende meditationsdyrkelse i skammekrogen. Pieranunzo, Motian og Johnson vil frem, hele tiden derudad, men aldrig forhastet. Derfor er det en time i nærmest himmerige.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce