I princippet kunne han have fået op til 10 års fængsel. Men slap med en bøde. Den 42-årige congolesiskfødte Emery Mwazulu Diyabanza, som bor i Frankrig, forsøgte 12. juni i selskab med tre andre at fjerne en udstillet afrikansk genstand fra museet Quai Branly i Paris, som protest imod at tusindvis af historiske afrikanske genstande befinder sig på museer i de tidligere kolonimagter.
»Vi tager det tilbage, som blev stjålet fra os«, sagde han under aktionen, som han livestreamede på Facebook.
Tidligere har han arrangeret tilsvarende aktioner i Marseille og i Holland. Optrinnet i Paris begrundede han siden sådan her: »Det faktum, at jeg skal betale med mine egne penge for at se den arv, som hører hjemme der, hvor jeg kommer fra, men som blev taget fra os med magt, fik mig til at tage beslutningen om at handle«.
Onsdag blev Diyabanza og to af hans medsammensvorne dømt til at betale en bøde på, hvad der svarer til 15.000 danske kroner. Deres forbrydelse bestod i, at de på museet havde taget en kæp, som i 1800-tallets Tchad blev brugt ved begravelser – og forsøgt at få den med ud, hvilket vagterne dog forhindrede.
Quai Branly-museet er opført med det formål at huse kunst fra tidligere franske kolonier, og ifølge museets advokat er der på museet 10.000 genstande fra tidligere franske kolonier.
De franske myndigheder har under retssagen argumenteret med, at den slags happenings er unødvendige, eftersom Frankrig siden 2018 har forhandlet med afrikanske lande – på initiativ af præsident Emmanuel Macron.
Ifølge Diyabanza og hans meningsfæller befinder der sig alene i Frankrig 90.000 historiske genstande fra Afrika, og selv om Macron for to år siden anbefalede museerne at levere dem tilbage til deres oprindelseslande, er det indtil videre kun sket med 26 genstande.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter