Det er langtfra første gang, det lykkes den britiske komiker Sacha Baron Cohen at udstille en højtstående amerikaner.
Men måske er afsløringen knap så sjov denne gang.
I den kommende ’Borat Subsequent Moviefilm’, hvor Cohen endnu en gang forklæder sig som den kazakhstanske journalist Borat, er det nemlig lykkedes at fange New Yorks tidligere borgmester og Donald Trumps private advokat Rudy Giuliani med hånden i bukserne.
Det skriver blandt andre The Guardian.
På billeder, som flere internationale medier har fra filmen, ser det ud til, at 76-årige Giuliani rører ved sine kønsdele, mens han er alene på et hotelværelse med skuespillerinden Maria Bakalova. Hun er forklædt som en konservativ tv-journalist og spiller Borats datter i filmen.
De to ender på et hotelværelse, efter at Rudy Giuliani har holdt hendes hånd og komplimenteret hendes udseende. Efter hun har fjernet hans mikrofon fra tv-interviewet, ser man ham læne sig tilbage på sengen og tage sin hånd ned i bukserne.
Her kommer Sascha Baron Cohen så ind på hotelværelset og råber, at pigen kun er 15 år og dermed alt for gammel til Giuliani.
Meldte Cohen til politiet
At Rudy Giuliani var blevet fuppet, kom frem tilbage i juli, da han selv anmeldte en underligt klædt mand til politiet i New York.
Til The New York Post fortalte Giuliani, at det først var senere, at det gik op for ham, at det måtte have været Sacha Baron Cohen, og at han var glad for, at Cohen ikke »fik ham«.
Om seerne så er enige i det, vil tiden vise.
Den 76-årige advokat Rudy Giuliani kalder på Twitter Sacha Baron Cohen for en »iskold løgner«.
Giuliani hoster også gentagne gange, nægter at bære maske og siger, at Donald Trump har reddet en million amerikanere fra at dø af corona.
Til tv-stationen WABC fortæller Giuliani, at han alene putter skjorten ned i bukserne igen, efter at mikrofonen var fjernet.
»Jeg har alt mit tøj på. Jeg læner mig tilbage og stopper skjorten ned, men på det tidspunkt har de allerede taget det billede, der understøtter deres påstand. Uanset hvad, så stopper jeg skjorten ned. Jeg forsikrer jer, at det er alt, jeg gør«, siger han.
Rudy Giuliani har gjort sig markant bemærket i den igangværende amerikanske præsidentvalgkamp, da det var ham, der fremskaffede Joe Bidens søn, Hunter Bidens, computer.
En computer, der angiveligt skulle bevise, at Joe Biden har holdt møde i 2015 med en højtstående ansat i det ukrainske energiselskab Burisma Holdings, der havde ansat sønnen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter