Ordet ’krænke’ og dets familiemedlemmer ’krænket’, ’krænkelser’, ’krænkende’ og ’krænker’ er på alles læber i denne tid. Flere af ordene er steget voldsomt i brug inden for de seneste ti år. Men hvem skulle i disse engelsk-elskende tider tro, at et gammelt tysk ord skulle være et af de mest populære ord i 2020?
Vi har ’krænke’ fra middelnedertysk ’krenken’ i betydningen ’gøre svag’. Dette ord er afledt af ordet ’krank’, som netop betyder ’syg’ på tysk den dag i dag. ’Krænke’ kunne faktisk så sent som i den gamle ordbog fra 1929 betyde »gøre legemlig svag eller syg«.








