Greta Thunberg giver Donald Trump igen af samme skuffe med et opslag på det sociale medie Twitter.

Tak for sidst: Greta Thunberg beder ophidset Trump om at slappe af

Greta Thunberg beder Donald Trump om at slappe af. Fuldstændig som han bad hende om for et år siden. Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Greta Thunberg beder Donald Trump om at slappe af. Fuldstændig som han bad hende om for et år siden. Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har bedt Donald Trump om at slappe af, efter at han har udsendt en kavalkade af tweets i versaler i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg, hvor han halter efter demokraternes kandidat, Joe Biden.

På det sociale medie Twitter har Thunberg retweetet et opslag, hvor Donald Trump skriver »STOP THE COUNT« (stop optællingen, red.).

»Så latterligt. Donald må arbejde med at håndtere sine vredesudbrud. Tag i biografen, og se en god gammeldags film med en ven. Slap af, Donald, slap af«, skriver hun i opslaget, der er blevet liket af 1,3 millioner personer.

Og retweetet viser, at hun ikke har glemt en episode fra december 2019, da den amerikanske præsident skrev fornærmende om Thunberg.

Den unge svenske klimaaktivist satte gang i en historisk verdensomspændende klimabevægelse, da hun i 2018 holdt sin første skolestrejke foran Riksdagen i Stockholm.

Under overskriften ’Skolstrejk för klimatet’ satte hun gang i en global klimabevægelse under navnet Fridays for Future, hvor børn og unge strejker om fredagen for at gøre opmærksom på den globale opvarmning og kæmpe for grøn omstilling.

Hun er blevet verdenskendt som en visionær aktivist og har talt ved FN’s klimakonference og blev nomineret til Nobels Fredspris. Omvendt er hun blevet kritiseret af mange, der hævder, at hun er for radikal og bør passe sin skolegang i stedet for at protestere for klimaet.

En af kritikerne er Donald Trump. Efter at Greta Thunberg kom på forsiden af det store amerikanske Time Magazine og blev udnævnt til årets person, tyede Trump til sit foretrukne sociale medie for at sende Greta Thunberg en hilsen – identisk med den, som svenskeren nu har vendt imod Trump.

Dengang viste Thunberg, at hun ikke er uden humor. Hun ændrede kort efter Trumps bemærkning sin bio på sin profil.

»En teenager, der arbejder med sine vredesproblemer. Ser i øjeblikket en god gammeldags film med en ven«.

Laurits Hjortkjær Henningsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her