Solen bliver sådan set ikke sort. Det lyder bare godt: sort sol. Men mindre end solformørkelse kan også gøre det. Og har man én gang stået på sine flade abefødder med nakken slået tilbage og set hundredtusindvis af stære på himlen forvandle sig fra en flok til en sværm, der dansende fejer hen over landskabet, mens den ændrer form, kan man selv mange år senere i glimt genkalde sig synet. Og det sug, det gav i mellemgulvet.
Det er et mirakel for øjet. Når tusinder og atter tusinder af sorte prikker på samme tid jager hen over himlen som ét stort væsen. I en kolossal bølge af beslutsomhed og vægelsind. En syndflod af kaos. Og en meditativ, søgende symfoni, der tegner billeder, ingen har bestemt sig for at male.
Allerede som dreng var fotografen Søren Solkær betaget af stærenes to årlige forestillinger over marsklandskabet i Sønderjylland, hvor han voksede op. Siden er han blevet kendt for sine portrætter af internationale kunstnere inden for musik, film, litteratur og billedkunst, men samler nu – med fotobogen ’Black Sun’ – sin barndomsbetagelse op og tager den med sig ud i verden til andre landskaber, hvor fugle på samme måde sætter deres svungne signaturer på himlen – Rom, Catalonien, Glastonbury og Friesland.
I Tøndermarsken kan man opleve fænomenet sort sol hvert forår og efterår, når stærene er på træk og før solnedgang sætter deres levende signatur på himlen over rørskoven. Dels for at søge beskyttelse i deres enorme antal og hypnotiske bevægelser for rovfugle på lur. Dels for at brænde dagens angst og aggression af, så de er parate til at tilbringe natten med få centimeter imellem sig.
Indtil for 170 år siden anede man ikke, hvor stærene blev af om vinteren. Man kunne se, hvordan de i skumringen dykkede ned i tagrørene, og nogle gange så man dem først igen det følgende forår og konkluderede derfor, at fuglene åbenbart overvintrede på bunden af moser og søer.
Og der skulle en dansker til at opklare sagen. Nemlig en overlærer H.C. Mortensen, der i 1899 fandt på at sætte ringe om fuglenes ben med indgraveringen ’Mortensen, Viborg’. Få uger senere fik han besked sydfra. Og ringmærkningen var opfundet.
