Det er jo bare pøller«. Sådan siger Bodil Jørgensens rivejern af en kvinde til sin fladtrampede pølse- og ægtemand Kjeld, spillet af Jarl Forsman med lavmælt eksistentiel gru i kropssproget, da hun har glemt at tage frankfurterne ud af fryseren, så han ikke kan sælge dem til strømmen af ishockeyfans, når de vil have en stadionplatte efter dagens kamp. Og det er faktisk ganske sigende for såvel figuren som tonen: en sammenkædning af det groteske, det nedladende og det latrinære. For sådan er det med figuren Trines mor, som vi kender – og nogle også holder af – fra ’Rytteriet’, hvor hendes manglende empati og situationsfornemmelse fik mangen en tv-seer til at krumme tæer. Og måske også til at erindre pinlige episoder fra egen karriere som enten barn eller forælder.
Trines mor er moderdyret fra Helvede. Hun er også hustruen fra selvsamme svovldunstende destination samt søsteren, som Fanden har skabt, og naboen, der kan sænke salgsprisen på de omkringliggende ejendomme med 10-15 procent. Ingen formildende omstændigheder overhovedet. En psykologisk bulldozer, der kører alt og alle over, medmindre de betingelsesløst understøtter hende i alt, hele tiden. Hun er et barns sind, en midaldrende kvindes hylster og er dertil skrøbelig som en mingvase – følelsesmæssigt set.
