Hvad er en pandemi? Og hvor kan man købe håndsprit? Sådan lyder et par af de spørgsmål, danskerne har stillet mest på Google i år. Men vi har også været mere end almindeligt interesserede i romkugler og brætspil.

Så er der talt op: Disse ord googlede vi mest i 2020

 Den radikale Morten Østergaard er den dansker, der blev googlet næstemest i år. På en førsteplads lå hans partifælle Lotte Rod.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Den radikale Morten Østergaard er den dansker, der blev googlet næstemest i år. På en førsteplads lå hans partifælle Lotte Rod. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvad er klokken i USA? Hvor mange mennesker er der i verden? Hvad er en pandemi? Og hvor kan man købe håndsprit? Sådan lyder nogle af de spørgsmål, vi oftest stillede søgemaskinen Google i år.

Coronavirus, mundbind og indefrosne feriepenge er nogle af de ord, der har stået forrest i danskernes ordforråd i 2020. Og de er også blandt de ord, vi har googlet mest i år med ordet ’coronavirus’ som en absolut højdespringer, viser Googles lister over, hvilke søgninger der er steget mest i det forgangne år.

Kigger man på, hvad vi skriver efter ordet ‘bedste’ kan man se, at danskerne i år i højere grad har været hjemme end ude. I stedet for at søge efter de bedste restauranter og barer, har vi efter ’bedste’ i stedet oftest skrevet romkugler, brætspil, film på Netflix og støvsugere.

De mange timer og dage i privaten med hjemmeundervisning betyder også, at matematikportalen Matematikfessor og undervisningssitet Grammatip er på top ti over de ting, vi har søgt mest på i 2020.

Årets debat om sexisme og krænkelser afspejler sig også i vores Google-søgninger. Når det gælder listen over mest søgte personer, står der navne som Lotte Rod, Morten Østergaard og Frank Jensen.

På den liste står også Yahya Hassan og Søren Spanning, der begge døde i år, og rigmanden Daniel Åxman der tidligere i år blev kærester med ’Vild med dans’-værten Christiane Schaumburg-Müller.

Også præsidentvalget i USA har fyldt meget i danskernes bevidsthed og søgninger. Således topper Joe Biden listen over mest søgte udenlandske personer. På en andenplads ligger den amerikanske basketballspiller Kobe Bryant, der døde i en helikopterulykke i begyndelsen af året, mens Donald Trump må nøjes med en fjerdeplads.

»Tendenser ude i samfundet slår direkte igennem i danskernes søgeaktivitet på Google, og derfor er listerne en meget god strømpil på året, der gik. Det har vitterligt været et nyhedsår på speed - vel i en grad, vi aldrig har set før. Det er samtidig meget tydeligt, at vi alle har skullet omstille os til en ny virkelighed, hvor vi tilbringer mere tid med familien«, siger kommunikationschef for Google i Danmark, Jesper Vangkilde i en pressemeddelelse.

Han understreger, at listerne måler, hvilke søgninger, der er steget mest i året der gik. Hvis man alene målte på volumen, ville ord som ’Facebook’, ’YouTube’ og ’vejret’ ligge i toppen hvert år.

Lotte Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her